FG90 viser gymnastik i verdensklasse

Når det nye Arena Nord åbnes i starten af februar 2005, sker det med mange store tiltag fra forskellige sider. Et af de mere markante står gymnastikforeningen FG90 for, når de fredag den 11. februar byder på gymnastik i verdensklasse. - Det har længe været vores store ønske, at præsentere de verdenskendte "The Flying Danish Superkids", fortæller instruktør og bestyrelsesmedlem Else L. Schaltz fra FG90. - Vi er stolte af det byggeri, som vi på den måde er med til at indvide. Det sker også med baggrund i, at vi bliver brugere i fremtiden. 50 deltagere - Med hensyn til de verdensberømte gymnaster, startede de helt tilbage i 1967. De har besøgt over 25 lande, og er set af mange millioner publikummer, siger Else L. Schaltz og tilføjer, at truppen består af 50 piger og drenge i alderen fra otte til 20 år. Showet er opbygget af utraditionelle dansekoreografier, blandet med masser af fantastiske spring på måtte og trampolin. Showet skabes i samarbejde mellem holdets instruktører, og ved opvisningerne udnyttes hvert minut, idet video, lys- og showeffekter anvendes på en sådan måde, at publikum aldrig får lejlighed til at kede sig. Få gange i Danmark - I Danmark optræder holdet 20 gange årligt med et to timers show, og mere end 25 gange er holdet blevet vist i dansk TV. Derfor er vi utrolige stolte over, at vi kan præsentere dem i de fremragende rammer, som det nye Arena Nord kommer til at blive, fortæller en stolt Else L. Schaltz fra FG90. Hun kan endvidere fortælle, at foreningen efter åbningen, får en springgrav til rådighed i Arena Nord. - Derudover får vi en ny type fiberbane, som bruges i spring og rytme. Så alt i alt vil jeg påstå, at FG90 er med helt fremme, når man indvider det nye Arena Nord, slutter Else L. Schaltz. Billetter kan købes ved henvendelse til Turistkontoret på Skandia Torv, eller ved at klikke på Frederikshavnerbilletten.dk