FGU-institution får hovedsæde på Mors

Jammerbugt, Thisted og Morsø kommuner er enige om placering af ledelsen

Den ny FGU-uddannelse skal blandt andet erstatte tilbuddet på landets produktionsskoler, som her Morsø Produktionsskole. Arkivfoto

Den ny FGU-uddannelse skal blandt andet erstatte tilbuddet på landets produktionsskoler, som her Morsø Produktionsskole. Arkivfoto

THY-MORS:Jammerbugt, Thisted og Morsø kommuner, der i fællesskab skal etablere en FGU-institution, er efter et godt samarbejde nået frem til, at institutionen skal ledes fra Mors.

Det oplyser Morsø Kommune i en pressemeddelelse.

De tre kommuner i det nordvestjyske samarbejder om at etablere en af landets nye forberedende grunduddannelse institutioner (FGU). Kommunerne melder nu ud, at man i fællesskab har besluttet, at der bliver undervisning i alle tre kommuner, og at ledelse og de administrative funktioner placeres på Mors.

I de tre kommuner er man enige om, at det er væsentligt at sikre et fortsat godt samarbejde. Derfor indstiller de, at formandskabet i bestyrelsen deles mellem Jammerbugt og Thisted kommuner, så formanden vælges for to år fra den ene kommune, hvorefter den skifter til den anden kommune.

De er i øvrigt også enige om, at dagsorden og andet til bestyrelsesmøder sættes sammen af formand og næstformand, selvfølgelig med hjælp fra institutionen og i tæt samarbejde med de tre kommuners administrationer.

De er dog opmærksomme på, at det vil være den nye bestyrelse, som skal pege på formand og næstformand, men ønsker at stå sammen om indstillingen til formandsposterne, da de unge, som skal henvises til uddannelsestilbuddet, visiteres fra den kommunale koordinerede ungeindsats.

De tre borgmestre glæder sig over samarbejdet omkring den nye institution.

- Det har været et rigtig godt og konstruktivt forløb mellem vores kommuner. Vi er gået sammen med det mål at skabe gode forhold for brugerne. Det er vigtigt, at vi har gode tilbud til alle unge og ved at gå sammen, kan vi hver især styrke dette område og få en effektiv drift. Det har været vores fokus, og samarbejdet har kørt rigtig godt, lyder det enstemmigt fra bormestrene Hans Ejner Bertelsen, Ulla Vestergaard og Mogens Gade.

Det afgørende for borgmestrene har været, at der bliver FGU-undervisning i alle tre kommuner. Af pressemeddelelsen fremgår, at den præcise placering af institutionens hovedsæde på Mors vil blive meldt ud snarest muligt.

Landets FGU-institutioner skal fra 2019 overtage undervisning af de unge, der ikke er kommet i gang med en uddannelse eller er droppet ud af en uddannelse.

At Morsø, Thisted og Jammerbugt tilsammen vil udgøre et dækningsområde for en FGU-institution skyldes blandt andet, at kommunerne er sammenlignelige i forhold til erhvervsstruktur, en efterspørgsel efter nogle af de samme kompetencer på arbejdsmarkedet, samt at oplandet for arbejdskraft i de tre kommuner er tæt forbundet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.