EMNER

Fhv. SID-formand: Stem ikke på S

KØBENHAVN:Den tidligere SiD-formand Hardy Hansen, der også har været socialdemokratisk folketingsmedlem, opfordrer partifællerne til at lade være med at stemme på Socialdemokratiets kandidater til EU-valget. - Det er utroligt, at den socialdemokratiske top med Nyrup (tidl. statsminister Poul Nyrup Rasmussen, red.) i spidsen tillader sig at være så EU-begejstrede, når man ved, at halvdelen af medlemmerne og vælgerne stemmer nej ved folkeafstemninger om EU. Den socialdemokratiske top svigter sit bagland, når den tilslutter sig et markedspolitisk system, siger Hardy Hansen. Han opfodrer S-vælgerne og fagbevægelsens medlemmer til at finde andre kandidater end Socialdemokraternes. Hardy Hansen peger bl. a. på Majbrit Berlau eller Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU. /ritzau/