Fiasko for finansminister

Løkke må opgive dagpengereform og smider håndklædet i ringen

Lene Espersen, Magrethe Vestager, Morten Østergaard og Lars Løkke Rasmussen på vej til arbejdsmarkedsforhandlinger i Finansministeriet. Foto: Scanpix

Lene Espersen, Magrethe Vestager, Morten Østergaard og Lars Løkke Rasmussen på vej til arbejdsmarkedsforhandlinger i Finansministeriet. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har kaldt det sin "topprioritet" at få flere i arbejde. Men nu må finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) opgive den dagpengereform, der netop skulle have skaffet de fleste af de nye hænder på arbejdsmarkedet. Efter at både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har takket nej til VK-regeringens tilbud om at halvere dagpengeperioden fra de nuværende fire år, smider finansministeren håndklædet i ringen. Ifølge Lars Løkke Rasmussen vil ændringerne nemlig være så små, at det er bedre at lade være. Og samtidig vil en lille reform nu lukke af for større justeringer i lang tid fremover. - For det første vil det betyde, at hele den her debat om en reformering af vores dagpengesystem ville blive lagt død en lang årrække frem. Det ville være uheldigt. For det andet ville jobeffekten være beskeden. For det tredje ville det give Socialdemokraterne en helt ufattelig mulighed for at føre skræmmekampagne og populisme. Derfor har jeg draget den konklusion, at det ikke er nu, vi skal lave dagpengesystemet om, siger finansministeren. Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, kalder det "en sejr", at regeringen må tage dagpengeforringelserne af bordet. Helle Thorning-Schmidt er dog enig med regeringen i behovet for at øge arbejdsudbuddet og opfordrer Lars Løkke Rasmussen til at inddrage partiet i de kommende forhandlinger om en jobplan 2. Parterne bag jobplanen er - ud over regeringen - Dansk Folkeparti, De Radikale og Ny Alliance. - Vi vil gerne være med til at skaffe flere hænder til arbejdsmarkedet, bare det ikke berører dagpengesystemet. Så de må bare sige til, hvad de vil i gang med. Men vi er ikke imponerede af det forhandlingsforløb, som der har været. Det har været rodet, men vi skal nok bidrage med gode idéer. Mange af vores forslag vedrører jo jobplanen, men det er jo op til regeringen, siger Helle Thorning-Schmidt. Gode muligheder Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, ser i stedet gode muligheder for at øge arbejdsudbuddet på andre måder. Selvom både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ellers har kæmpet imod regeringens dagpengeplaner, mener Kristian Thulesen Dahl imidlertid, at det kan være fornuftigt at holde Socialdemokraterne ude af de videre forhandlinger. - Man kan lige så godt koncentrere sig om de partier, der er indstillet på, at det her skal have en positiv effekt på arbejdsudbuddet, hvorimod Socialdemokraterne bruger enhver anledning til at aflyse den debat, siger gruppeformanden. De to andre partier bag jobplanen - De Radikale og Liberal Alliance - kritiserer imidlertid, at en dagpengereform nu er taget af bordet. Tidligere har Anders Fogh Rasmussen også lagt diskussionen død om en reform af efterlønnen. De Radikales gruppeformand, Margrethe Vestager, mener, at det udstiller en manglende reformvilje på Christiansborg. - Regeringen burde have foreslået og forhandlet denne reform hjem, mens højkonjunkturen rasede derudad. Nu ligger regeringen, som den har redt. Det er den manglende rettidige omhu, der har vanskeliggjort processen, fordi reformviljen er fordampet i takt med den økonomiske afmatning, siger Margrethe Vestager. Cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen mener, at der nu kun er et effektivt redskab tilbage til at sikre tilstrækkelig arbejdskraft: lavere marginalskatter. - Skattelettelser er det eneste, de kan benytte sig af. I stedet må der fokuseres på de høje marginalskatter, og nu, hvor vi går ind i en økonomisk nedgangsperiode, kan man slå to fluer med et smæk: Det kan give kortsigtet støtte til økonomien og få en positiv effekt på arbejdsudbuddet på længere sigt. Men det er jo også noget, der er svært at skabe politisk enighed om, siger Jes Asmussen. Ifølge finansministeren er målet nu at se, hvor mange arbejdspladser man kan skaffe ved at kigge på blandt andet seniorordninger, sygefravær og øget brug af udenlandsk arbejdskraft. /ritzau/