Fiasko for frit tandlægevalg

København, tirsdag /ritzau/ Kun få børn har forladt den kommunale tandlæge og valgt en privat. Tandlæger kritiserer ny lov for at være overflødig og en administrativ belastning. - - - - - - - - - - - - - - - - Grafik følger. - - - - - - - - - - - - - - - - Regeringens tilbud om frit tandlægevalg for børn er blevet en fuser. Kun ganske få forældre benytter muligheden for at fravælge skoletandlægen og i stedet sende barnet til en privat tandlæge med offentligt tilskud. Både kommunale og private tandlæger kritiserer loven for at være overflødig og bebyrde de kommunale tandklinikker med administrativt arbejde. En rundringning til en række kommuner viser, at kun et fåtal har skiftet skoletandlægen ud med en privat tandlæge, siden loven trådte i kraft i 2003. I Hjørring Kommune drejer det sig om 10 ud af 8082 børn, i Ballerup 13 ud af 9902 og i Odense 89 ud af 35.000. - Det er oppe i tiden, at man skal kunne vælge mellem alt muligt, men når det drejer sig om den kommunale tandpleje, har lovgiverne skudt ved siden af. Vi har en tandpleje, som der generelt er stor tilfredshed med. Derfor er der så forsvindende få, som vælger den fra, siger overtandlæge Henning Tønning, Odense Kommune. I Tandlægernes Nye Landsforening vurderer formand Lars Høvenhoff, at under én procent af børnene på landsplan har skiftet til en privat tandlæge. I Års Kommune i Nordjylland, hvor han selv er klinikchef, drejer det sig om fem ud af 3500 børn. Et antal, som ifølge Lars Høvenhoff langt fra står mål med det ekstra arbejde, som loven har pålagt klinikken. - Loven forpligtede os til at informere om det frie valg, og det betød nye foldere og ændrede servicedeklarationer. De ressourcer ville jeg da hellere have brugt på at sende nogle klinikassistenter ud i en af de klasser, hvor vi ved, at der sidder nogle elever med en dårlig tandsundhed, siger Lars Høvenhoff, som er formand for de kommunalt ansatte tandlæger. Også Dansk Tandlægeforening, som organiserer de private tandlæger, kritiserer loven. - Der er intet sundhedsmæssigt fremskridt i det her. Der er alene tale om ideologi, hvor man fokuserer på det frie valg. Skoletandplejen er en succeshistorie, hvor to ud af tre elever forlader skolen stort set uden fyldninger. Det er et så godt resultat, som man næsten kan ønske, siger Per Gaunø Jensen. Han mener desuden, at det er kritisabelt, at regeringen har indført brugerbetaling på børnetænder, idet de forældre, der vælger en privat tandlæge, selv skal betale 35 procent af regningen. - Vi har aldrig tidligere haft brugerbetaling på børne- og ungdomsområdet. Det har man åbnet for nu, og det er bekymrende, siger Per Gaunø Jensen. /ritzau/