Fiats fornemmelse for plads

Fiat Multi Wagon imponerer med sin rummelighed, praktiske indretning og en attraktiv pris

Fiat? Det er små rappe, velkørende biler med på noderne, når det gælder frisk og moderne design - og samtidig relativt billige biler! En udbredt opfattelse af det italiensk bilmærke. Og med rette. Først da Fiat Stilo så dagens lys for omkring et år siden, skete der noget rent prismæssigt. Den var pludselig ikke en af de billigste i familiebilklassen. Faktisk en af de dyrere - og forklaret af Fiat med hidtil uset høj kvalitet og pladsforhold i relation til dette mærke. Men Stiloen fik det svært over for biler som supersælgeren Peugeot 307 og Ford Focus, der - i hvert fald indtil for kort tid siden - udkonkurrerede Stilo på prisen. Men så kan det nok være det vendte, da Fiat lancerede stationcar-versionen af Stilo - Multi Wagon. Især for de første 200 på det danske marked. 200.000 kr. for billigste 1,6-udgave. Det lod sig høre - og efter at have testet bilen vil jeg straks fastslå, at det gør efter introduktionsperioden også: 220.000 kr.. Fiat har ramt helt rigtigt med Multi Wagon. En bil man dag for for dag bliver gladere og gladere for. Det er ikke en bil, man lige her og nu siger "wauv" til. Udvendig er den ikke så smart som Stilo hatchback, men samtidig ser man, at der er tale om en stor bil. Og indendøre er man ikke i tvivl om, at man er kommet ind i klassens vel nok største. Stilo Multi Wagon er en rigtig rum-bil, og det er er netop en af grundene til, at man bliver glad for den. Her er plads for alle pengene. Den er klart Fiats hidtil mest rummelig bil, når man ser bort fra MPV'en Ullyse….. I forhold til den fem-dørs Stilo hatchback er den i længden vokset hele 26 cm til 451 cm, så den både hvad angår plads i kabinen og bagagerum fuldt ud matcher Peugeot 307 station car. Og så lever Stilo Multi Wagon op til sit "multi" navn. For den er særdeles praktisk og fleksibelt indrettet. Især tiltalte det flytbare bagsæde mig. Det er set før i andre biler - bl. a. Mitsubishi Space Star - men aldrig har jeg i anden nogen bil oplevet så nemt et flytbart bagsæde. Og ideen hermed er glimrende. Har man ikke så lange børn på bagsædet, kan man skubbe sædet hele 15 cm frem og opnå et meget stort bagagerum. Modsat kan man med langbenede på bagsædet skaffe dem fyrstelige benplads ved at rykke bagsædet bagud. Eneste problem i den henseende er, at sædet er ekstra udstyr til en pris på 5450 kr. Men det er under alle omstændigheder penge, der er givet særdeles godt ud. Multi Wagon fås også med oplukkelig bagrude - todelt bagklap om man vil - og kombinerer man det med et passagersæde foran, der kan lægges helt ned, har man en bil, der kan transportere ekstra lange genstande hjem fra det lokale Silvan. Merprisen for den todelte bagklap er 4900 kr. og det specielle forsæde 1000 kr. I kabinen finder man masser af fralægningsplads, og vælger man passagersædet, der kan klappes helt frem, er der på bagsiden af det monteret en fiks klap, som børnene bagi kan bruge som bord. Bag rattet har man som fører udsigt til et instrumentbord, der overrasker lidt ved ikke at være så fancy i designet, som man ellers oplever i nye Fiat'er. Det er snarere lidt konservativt i stilen a la Golf eller Astra. Meget langstilkede personer har lidt svært ved at finde en optimal kørestilling, men normal-størrelser befinder sig dog fint bag rattet, der heldigvis kan indstilles i både højde- og længderetningen. At håndtere den store Multi Wagon er lige så nemt som den fem dørs hatchback. Der er godt udsyn hele vejen rundt, og køreegenskaberne adskiller sig ikke fra hatchbacken - det vil sige sikre og solide uden at være specielt inspirerende. Styretøjet er lidt for livligt omkring midterstillingen, og retningsstabiliteten scorer heller ikke mere end middelkarakter. Støjniveauet er også kun gennemsnitligt - især brummer motoren lystigt, når der skal bestilles noget. Og vil man have fuldt udbytte af testeksemplarets 1,6 liters på 103 hk, skal der mange omdrejninger til. Det, den savner i bundtræk, har til gengæld næstbilligste version, 1,8'eren til 246.000 kr., så den ligner bedste Multi Wagon køb. Ikke blot yder den 30 hk flere og et støre drejningsmoment, den har også ESP - elektronisk stabilitetssystem - som standard.