Energiselskaber

Fiberbredbånd til Ø. Brønderslev

BRØNDERSLEV:De fusionerede elselskaber Han Herreds Elforsyning og Brønderslev og Omegns Elforsyning samt Energiselskabet Sydvestvendsyssel gør gennem deres datterselskab Bredbånd Nord klar til indtog på bredbåndsmarkedet 1. juli. Efter at Saltum er på vej som første by med fiberbredbånd, kommer turen nu til Ø. Brønderslev. I aften, onsdag, holdes der informationsmøde i Ø. Brønderslev Forsamlingshus omkring fiberbredbånd. De tre elselskaber har stiftet Bredbånd Nord, der har hovedsæde i Brønderslev. Det nye domicil er lige nu under opførsel i Erhvervsparken syd for Brønderslev. - Vi møder stor interesse for bredbåndsudbygningen inden for vort område. Eksempelvis får nye udvalgte kvarterer i de tidligere HHE-områder Fjerritslev, Brovst og Aabybro bredbånd allerede i sommer, fortæller marketingkoordinator Helle Simoni Haunsø, fra Nyfors (Tidligere BOE/HHE). - Desuden graver vi kabler ned i alle relevante nyudstykninger. Også i Nyfors’ område er der stor interesse for at få bredbånd. Der arbejdes eksempelvis målbevidst på at få Saltum dækket. Elselskaberne nedgraver bredbåndskablerne og står bag den nye forbindelses infrastruktur. Med hensyn til bredbåndsnettets design og indhold, er det Bredbånd Nord, der har ekspertisen. - Før dannelsen af Bredbånd Nord var der indgået aftale om levering af indhold i bredbåndsnettet med Dansk Bredbånd. Det betyder, at nogle af områderne stadig tilbydes indhold via Dansk Bredbånd, mens kunder i andre områder får tilbudt Bredbånd Nords indholdspakke. - Det kan virke en smule forvirrende, at der tilbydes forskellige indholdsleverandører i de forskellige områder. Men vi kan af tekniske grunde for øjeblikket kun have en indholdsleverandør per område. Hen over efteråret forventes det, at kunderne selv kan vælge mellem de to leverandører. Begge løsninger giver Viasat digitalt signal, så kunderne får et væld af valgmuligheder uanset, hvilken indholdsudbyder, de vælger, understreger Helle Simoni Haunsø. Borgere i Ø. Brønderslev, der tilmelder sig inden 1. juli, sparer 1000 kroner.