Brønderslev

Fibernet klar til de første kunder

} HERNING: De første borgere og virksomheder i Midt- og Vestjylland får fra næste måned adgang til fibernet, når MidtVest Bredbånd tager hul på sit store projekt, der i løbet af syv år skal nå frem til 200.000 kunder. Efter et halvt års arbejde med at lægge fiber i jorden er bredbåndsselskabet klar til at koble de første kunder på. Fibernettet giver mulighed for en såkaldt "triple-play"-løsning, hvor internet, tv og telefon føres via samme fiberkabel. - Der er tale om det mest ambitiøse bredbåndsprojekt i Midt- og Vestjylland nogensinde. Ved at tilbyde fibernettet håber og tror vi på, at vi kan bidrage til vækst og udvikling i et tyndt befolket område, siger administrerende direktør i MidtVest Bredbånd, Svend-Erik Jensen. /ritzau/