Fibernet på vej til Egense og Dokkedal

Flere småbyer kan formentlig se se frem til bedre internet

Alt tyder på, at Egense og Dokkedal får fibernet, hvis tilslutningen er stor nok. Til gengæld går udviklingen nok forbi Mou i denne omgang.

Alt tyder på, at Egense og Dokkedal får fibernet, hvis tilslutningen er stor nok. Til gengæld går udviklingen nok forbi Mou i denne omgang.

Der er formentlig en løsning på vej til de borgere, som har efterlyst bedre og mere effektive internetforbindelser til området omkring Egense og Dokkedal. Det oplyser bredbåndschef i HEF Fibernet, Carl Hauton, som har fulgt udviklingen tæt. Selskabet har allerede holdt orienteringsmøde om muligheden for at blive tilsluttet fibernet i Egense, og i dag, 25. januar, og 1. februar er der opfølgende gå-hjem-møder i landsbyens forsamlingshus. - Der ser ud til at være interesse. Men vi skal naturligvis op på en vis tilslutning, før det kan lade sig gøre, forklarer Carl Hauton. Ifølge HEF drejer det sig om 255 husstande, og da der kun er omkring 360 husstande i området, er der fortsat en del, som skal melde sig, inden fristen udløber 3. februar. - Det er helt bevidst, at fristen ikke er længere. Ellers havner vore tilbud bare i en bakke, hvor man ikke lige får taget stilling til det, mener Carl Hauton. I Dokkedal er der orienteringsmøde om den ny fibernet-mulighed på Lille Vildmose Efterskole 30. januar. Men i Mou, hvor borgerne også har efterlyst bedre internet, er planerne indtil videre opgivet på grund af svigtende interesse. - Vi åbner dog for, at enkelte af borgerne i Kærsholm kan blive koblet på, når vi alligevel skal have nettet ført fra Lillevorde til Egense og Dokkedal, fortæller Carl Hauton. Han understreger, at Mou heller ikke er opgivet helt. Men det bliver bare ikke i denne omgang. - Problemet er selvfølgelig det store tilslutningskrav, siger Jørgen Folkvang fra Kystbysamrådet. Han er efterhånden ved at være træt af at kæmpe for, at området får bedre internet. For det har været op ad bakke - især i forhold til mange af de ansvarlige politikere. - Der er stadig mange, som tror, at alt bliver godt, hvis bare vi få en 10 Mbit trådløs forbindelse. Men det er slet ikke nok i forhold til fremtidens planer om telemedicin og lignende, forklarer han. Ifølge Jørgen Folkvang er fibernet derfor en god og billig løsning. Især hvis området skal være attraktivt at bo i for unge mennesker. - Vi vil jo også gerne have et løft i forhold til erhvervsudvikling og en stabilisering af huspriserne, tilføjer han. Efter Egense- og Dokkedal-området vender HEF formentlig blikket mod Farstrup og andre af de små landsbyer vest for Nibe. Her arbejder man nemlig for at få mere gang i udviklingen - og så er bedre internet næsten en forudsætning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden