EMNER

Fibernettet sniger sig frem gennem mulden

HEF Fibernet har taget fat på den sydlige del af kommunen.

Bredbåndverdenens svar på motorvejssystemet, fibernettet, breder sig langsomt, men sikkert i den himmerlandske muld, og nu er turen også kommet til den sydlige del af Aalborg Kommune. Bag udrulningen af nettet står HEF Fibernet, et datterselskab i Elforsyningen Himmerland. Senest har selskabet banket på byskiltet til landsbyen Vaarst i den sydligste ende af kommunen. Stor interesse i Vaarst - Vaarst har vist meget stor interesse for at få fibernet dertil, og lokal opbakning er da også en helt afgørende forudsætning for at det lader sig gøre, lyder bredbåndschef Carl Hautons begrundelse for, at selskabet er klar til at koble landsbyen på fibernettet. I forvejen er selskabet i Aalborg Kommune aktivt i Nibe- og i Sebberområdet, ligesom det har leveret fibernet til antenneforeningerne i Klarup og Gug-Visse-Dall. I Vaarst stiller selskabet krav om, at mindst 60 procent af husstandene tilsluttes. - Ellers løber økonomien ikke rundt, siger Carl Hauton, der i øvrigt oplyser, at der fra by til by kan være stor forskel på minimumstilslutningen. - Nogle steder er 40 procent nok, i andre byer skal vi måske op på 80 procent eller mere, siger bredbåndschefen. På nettet til august Med tilstrækkelig tilmelding kan borgerne i Vaarst vente at være på fibernettet til august. Borgere i mere tyndt befolkede egne må til gengæld ruste sig med tålmodighed, idet det selv med 100 procents tilslutning ikke er muligt for selskabet at få det til at hænge sammen økonomisk.

Forsiden