Fifa åbner disciplinærsag efter Messi-kommentar

Det Palæstinensiske Fodboldforbunds præsident, Jibril Rajoub, opfordrede til at brænde flag med Lionel Messi.

Præsidenten i Det Palæstinensiske Fodboldforbund, Jibril Rajoub, fejrede Argentinas beslutning om at aflyse testkampen mod Israel forud for VM i Rusland. Foto: Abbas Momani/Ritzau Scanpix

Præsidenten i Det Palæstinensiske Fodboldforbund, Jibril Rajoub, fejrede Argentinas beslutning om at aflyse testkampen mod Israel forud for VM i Rusland. Foto: Abbas Momani/Ritzau Scanpix

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) vil åbne en disciplinærsag mod Det Palæstinensiske Fodboldforbund.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Sagen kommer, efter præsidenten i Det Palæstinensiske Fodboldforbund, Jibril Rajoub, opfordrede til at brænde flag og t-shirts med den argentinske fodboldspiller Lionel Messi, hvis han spillede i den planlagte venskabskamp mellem Israel og Argentina forud for VM i Rusland.

Argentina aflyste fodboldkampen, der skulle være spillet 9. juni på Teddy Kollek Stadium i Jerusalem, som følge af protester fra propalæstinensiske grupper.

Selv om Teddy Kollek Stadium ligger i det vestlige Jerusalem, så havde Jibril Rajoub klaget over, at det ligger i et kvarter, der er bygget på stedet for en tidligere palæstinensisk landsby, der blev ødelagt under Israels oprettelse i 1948.

Jibril Rajoub fejrede efterfølgende, at Argentina havde aflyst testkampen.

Han har længe opfordret Fifa til at udelukke Israel.

Fifa har ikke meddelt, hvornår sagen vil blive afgjort.

Argentina åbner gruppe D i Rusland mod Island lørdag. Derefter skal holdet møde Kroatien den 21. juni og Nigeria den 26. juni.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.