Fifa: Schmeichel er blandt årets tre bedste målmænd

Kasper Schmeichel skal kæmpe mod Hugo Lloris og Thibaut Courtois om at blive Fifas bud på årets målmand

Kasper Schmeichel er i spil til hæder, når Fifa uddeler prisen som årets målmand. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Fodbold 3. september 2018 16:38

FODBOLD: Den danske fodboldmålmand Kasper Schmeichel er nomineret til Fifa-prisen som årets bedste målmand i international fodbold.

Schmeichel er i stærkt selskab med duoen Hugo Lloris (Frankrig og Tottenham) og Thibaut Courtois (Belgien og Real Madrid) som de øvrige kandidater til den prestigefyldte pris.

Prisen, der officielt hedder The Best Fifa Goalkeeper, blev uddelt første gang i 2017 til Gianluigi Buffon, som vandt foran Manuel Neuer og Keylor Navas.

Det er en af mange Fifa-priser, der er samlet i priseventen "The Best Fifa Football Awards".

Her kårer man også verdens bedste fodboldspiller, og her er også tre spillere nomineret.

Det gælder for Cristiano Ronaldo fra Juventus, Luka Modric fra Real Madrid samt Mohamed Salah fra Liverpool.

Der er ikke blevet plads til Barcelonas superstjerne Lionel Messi, der sammen med Ronaldo har siddet tungt på priser og hæder i mange år.

Messi er fem gange kåret som verdens bedste fodboldspiller ligesom Ronaldo.

Det er sket med kåringen Ballon d’Or, som Fifa tidligere var en del af.

Verdensforbundet trak sig dog og etablerede sin egen pris, men France Football uddeler stadig Ballon d’Or-prisen. /ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...