Fodbold

Fifa-skandalen: Fodboldleder får fire år bag tremmer

Brasilianeren José Maria Marin skal i fængsel og må bøde 29 millioner kroner for at tage imod bestikkelse.

José Maria Marin fyldte lommerne med penge i forbindelse med salg af tv-rettigheder til Copa America og Copa Libertadores. Det koster ham nu fire år i fængsel. Foto: Don Emmert/Ritzau Scanpix

José Maria Marin fyldte lommerne med penge i forbindelse med salg af tv-rettigheder til Copa America og Copa Libertadores. Det koster ham nu fire år i fængsel. Foto: Don Emmert/Ritzau Scanpix

Den tidligere brasilianske fodboldleder José Maria Marin er onsdag blevet idømt fire års fængsel og en stor bøde for sin rolle i den store skandale i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

86-årige Marin er tidligere præsident for Det Brasilianske Fodboldforbund.

Den tidligere fodboldleder er ved en domstol i New York blevet dømt for at tage imod bestikkelse i bytte for tv-rettigheder til turneringerne Copa America og Copa Libertadores.

Ud over fængselsstraffen har Marin fået en bøde på 1,2 millioner dollar. Derudover skal han tilbagebetale 3,3 millioner dollar. Det svarer sammenlagt til 29 millioner kroner.

José Maria Marin var en af flere fodboldofficials, der i maj 2015 blev arresteret forud for en Fifa-kongres i Zürich.

Arrestationerne og anklager om korruption mod flere højtstående Fifa-folk pressede efterfølgende den daværende Fifa-præsident, Sepp Blatter, til at udsætte et præsidentvalg, hvor han stod til genvalg.

I alt er der rejst tiltale mod 42 personer i Fifa-skandalen. 22 har erklæret sig skyldige, mens tre er døde, siden sagen begyndte at rulle for tre år siden.

/ritzau/NTB

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst