Figaro, bravo

OPERA W. A. Mozart: “Figaros Bryllup” ## # # # ¤ Der er noget befriende over Den jyske Operas udgave af denne Mozart-opera i Jan Maagaards instruktion, for det er på mange måder den rene vare, der her leveres. Her er ingen for- eller dybttænkte private instruktørtraumer, der partout skal ud mellem sidebenene. Skarpt, præcist og energisk blev publikum hvirvlet ind i begivenhederne, og som aftenen skred frem blev det kun bedre og bedre. Tak for det! Og der er ligeledes af Peter Schulz leveret en tidssvarende rokokoagtig scenografi og af Lars Andersens kreeret flot illuderende rokokokostumer. Aalborg Symfoniorkester havde under ledelse af Rodolfo Fischer ligeledes en god aften med adskillige orkesterlækkerier fra de sanseligt duftende strygere i grevindens store arie i anden akts indledning til et eminent akkompagnement i samme akts fantastiske buffo-finale. Rodolfo Fischer synes at være en dirigent, der ved, hvad han vil: han går efter det specifikke, pointerede udtryk, og med Aalborg Symfoniorkester i form, havde han et orkester, der levede op til hans krav. Det er opera med muntre intriger og festlige optrin, det er opera med musik, og det er opera med gennemgående ypperlige optrædende. Elsebeth Dreisig viser sin stilsans, især i den smertefulde og sødmefyldte arie “Elskovs gud, før ham tilbage”. Det er topklasse! Jesper Brun-Jensen havde partiet som lægen Bartolo; Brun-Jensen er altid et sikkert kort blandt buffo-partiernes mørke stemmer, og Figaro blev sunget og spillet slagfærdigt af en veloplagt Jørgen Pedersen. Koket og yndig var Vibeke Kristensen som Susanna. Hun er nærmest syndig i sanglig frodighed med sin sopran og korporligt tilstedevær. Signe Andersen er den usikre, just erotisk ubestemt vakte Cherubino, og hun fylder specielt sin store arie i første akt med partiets udefinerlige længsel og poesi. Til gengæld var Michael Lindberg en temmelig stiv, noget kejtet grev Almaviva, som man havde svært ved at tro på som en charmerende skørtejæger. ”Figaros Bryllup” har faktisk det hele: ynde og brillans, lethed og stilrenhed og ind imellem en smule langstrakthed - og alt det har Den jyske Opera ramt forbilledligt, lige til de optrædende til sidst begynder at smide kludene. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk