Ishockey

Fight og vilje gav tre fortjente point til AaB

AaB Ishockey holder fast i håbet om en placering i top seks

TRE VIGTIGE point kom i hus. Forståelig tilfredshed i AaB-lejren.Foto: Lars Pauli

TRE VIGTIGE point kom i hus. Forståelig tilfredshed i AaB-lejren.Foto: Lars Pauli

aab ishockey rødovre 2-1 ISHOCKEY, AL-BANK LIGAEN Af Søren Olsson soren.olsson@nordjyske.dk AALBORG: En solid defensiv fight suppleret med god skarphed i offensiven gav søndag tre velfortjente point til AaB Ishockey. Allerede fra start af kampen var det AaB-hold med en anderledes vilje og gejst, end det har været tilfældet i de to seneste kampe, og nyindkøbte Kevin Marsh viste endnu engang sin skarphed med en fremragende styring af et slagskud fra Neal Martin. - Jeg synes vores omstillingsspil var rigtig godt i dag. Vores offensiv starter så snart, vi har erobret pucken, og så kæmpede vi rigtig godt i dag, siger forward Thomas Reinert, der spillede en af sine bedste kampe i AaB-trøjen siden skiftet fra Frederikshavn for to sæsoner siden. Ganske passende var det derfor også, at han blev ophavsmand til 2-0 målet i anden periode, hvor han med en knaldhård og præcis pasning fandt Rasmus Olsen, der blot behøvede at sætte staven på for at passere Trevor Koenig i målet. I tredje periode kom Rødovre ud med mere gejst og vilje, og efter reduceringsmålet fra Christian Larrivee kom der perioder med nervøsitet i AaB-defensiven. Men Nikolaj Nørbak viste trods sin unge alder høj klasse i målet, og selv i de kaotiske slutsekunder var han i stand til at bevare overblikket. - Det er virkelig rart med en målmand, som man kan stole på, og Nikolaj lod sig ikke mærke med noget, siger Thomas Reinert. AaB måtte allerede i første periode sige farvel til Daniel Madsen, der lidt uforståeligt blev idømt en game misconduct straf for en simpel slashing. - Dommeren fortalte, at slashingen blev slået over hånden, og derfor skal han smide ham ud. - Men så vil jeg umiddelbart mene, at der skal idømmes mellem otte og 10 game misconducts i hver kamp. Det virkede meget mærkeligt, siger Thomas Reinert. AaB'erne kom dog ikke under nævneværdigt pres i de fem minutters undertalsspil efter udvisningen. Der blev arbejdet stenhårdt i defensiven, og Rødovre kom ikke frem til de store åbne muligheder. KAMPFAKTA: Periodecifre: 1-0, 1-0, 0-1. Mål: 1-0 Kevin Marsh (9.21), 2-0 Rasmus Olsen (22.27), 2-1 Christian Larrivee (43.41) Udvisninger: AaB Ishockey 3x2 minutter og 1x5 plus game (Daniel Madsen), Rødovre 1x2 minutter og 1x10 minutter (Sean McAslan) Hoveddommere: Steven Sylvester og Jan Andersen Tilskuere: 1.126