Færdselsforseelser

Fik fjerde bil konfiskeret

Tre uger efter en dom med tre konfiskerede biler mistede 46-årig nummer fire

Polistationen i Thisted 25 år. ¬ Tekst: Niels Hansen ¬ Foto: Klaus Madsen

Polistationen i Thisted 25 år. ¬ Tekst: Niels Hansen ¬ Foto: Klaus Madsen

SYDTHY:Trangen til både at eje en bil og køre i den - ædru eller beruset - ligger åbenbart så stærkt hos en 46-årig mand, at Thisted Politi onsdag eftermiddag kunne konfiskere nummer fire af hans biler, skriver Thisted Dagblad fredag.

Den 46-årige blev stoppet på Grydhøjvej ved Vestervig i beruset tilstand, og det var blot tre uger efter, den 46-årige fik endnu en dom for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden.
En oplevelse, som den 46-årige i øvrigt har haft ganske mange af siden den første dom i denne ”kategori” i 1996.
I slutningen af august i år var den 46-årige i retten i retsafdelingen i Skovgade i Thisted, hvor dommeren stadfæstede beslaglæggelsen af tre forskellige biler, som den 46-årige havde været ejer af, siden han i begyndelsen af marts i Birkerød blev taget med en promille på 2,62.
Næste bil forsvandt efter en køretur - ædru, men stadig i frakendelsestiden - der sluttede ved Ringkøbing i maj, og Staten blev ejer af nummer tre i slutningen af samme måned, hvor den 46-årige kørte en aftentur i Thisted med en promille på 2,45.
Den bil mente han dog tilhørte kæresten, men der var ikke noget papir på det, og den var heller ikke omregistreret.
Nu skal en dommer så se på bil nummer fire i en kommende retssag, og hvis den er registreret i den 46-åriges navn, vil det - som en forsvarsadvokat engang sagde - blive en kamp op ad bakke at få lov til at beholde den.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.