FIK forlænger med topscorer

Thomas Reinert tager to sæsoner mere på isen i Frederikshavn

Frederikshavn 27. februar 2003 07:00

FREDERIKSHAVN: Den 23-årige landsholdsbobler og måltyv, Thomas Reinert, løber også i de to kommende sæsoner på isen for Frederikshavn IK. I aftes blev han nemlig enig med klubben om en såkaldt et- plus et-årig kontrakt, der indeholder den ekstra finte, at den farlige angriber kan smutte til en udenlandsk klub, inden kontrakten med FIK ophører, hvis der pludselig viser sig en mulighed. - Men det er en klar aftale, at det ikke gælder en kontrakt med en anden dansk klub, understreger FIK’s seniorudvalgsformand John Lie, der naturligvis glæder sig over at have endnu en stærk, dansk spiller klar til næste sæsons trup. - Vi har nu 10 af den nuværende trups spillere på kontrakt for næste sæson, og i løbet af de kommende par uger skal vi have samtaler med de resterende 15 i truppen. Først derefter skal vi eventuelt have fyldt op med spillere udefra. I denne sæson har FIK et spillerbudget på omkring 1,8 mio. kroner, og John Lie forventer, at det budget hæves en anelse til næste sæson. På trænerfronten har det længe været en kendsgerning, at Henrik Christiansen stopper, og den nuværende sportschef, Jiri Justra, der har hovedansvaret for eliteholdet i øjeblikket, er der ikke lavet en ny aftale med. - Vi vil lige se tiden an i resten af denne sæson, før vi begynder at se på emner til trænerposten, siger John Lie. For klubbens bedste målskytte i sæsonen, Thomas Reinert, er der tale om en bedre kontrakt end den nuværende. - Jeg havde en henvendelse også fra en anden isligaklub men ville helst blive i FIK, og jeg er meget tilfreds med min nye aftale med klubben. Den ændrer dog ikke ved, at jeg fortsat skal arbejde civilt 20 timer om ugen hos Peiter Sport i Frederikshavn og således stadig kan være med på formiddagstræningen, siger Thomas Reinert, der i øvrigt ikke har opgivet at snuppe en plads i den danske VM-trup til Finland i april. - Den drøm vil jeg stadig køre efter, indtil landstræner Mikael Lundström har udtaget sin trup, lyder det fra FIK’s farligste angriber.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...