FIK klar til det helt store rejsegilde

Aalborg 6. oktober 2002 08:00
FREDERIKSHAVN: Torsdag aften hang hovederne hos ishockeyspillerne fra FIK, men til lørdagens afsluttende træning forud for søndagens hjemmekamp mod Rungsteds forsvarende danske mestre var gejsten tilbage hos vendelboerne efter 4-4 i ordinær spilletid og nederlag i forlængelsen mod lokalrivalerne fra AIK. - Der er en rigtig god stemning på holdet og en tro på, at mod Rungsted kommer sejren. Vi har altid spillet godt mod netop Rungsted, så jeg tror også på, at vi vinder den kamp, siger Jesper Pedersen. FIK-kaptajnen erkender, at det er og bliver en hård sæson både fysisk og psykisk efter nogle fede år med masser af succes. - Det er hårdt, når man mister toppen af holdet. De fem bedste er jo væk i forhold til sidste sæson, og så må resten rykke en tak op, forklarer han. - Der er skrevet meget om, at nu må de rutinerede tage over, men der er altså forskel på at spille mod de bedste danskere - som vores kæde gjorde sidste år - og så nu stå overfor de bedste udlændinge. Sidste år scorede vi måske 150 point på en sæson. Det er altså helt andre vilkår, vi spiller under i denne sæson. Alligevel er Jesper Pedersen ikke i tvivl om, at det er det helt rigtige, FIK gør med den store sparekniv i denne sæson: - Det er svært at få det til at fungere med tre udlændige på et hold og mange unge spillere, men om tre år har vi et rigtigt godt hold. Jeg bliver 30 år næste år, men kan måske nok holde tre år mere. Så har spillere som Nikolaj Nedermark og Mark Lie fået 150 kampe og er blevet tre år ældre. Så er situationen en helt anden. Indtil da er årets discounthold nødt til at knytte næverne og så lave nogle små artige overraskelser undervejs i turneringen. Den første kunne måske komme søndag mod Rungsteds stjernespækkede mandskab. - Vi burde have fået ni point i de tre kampe mod Herlev, Herning og Aalborg, men der manglede vi lige lidt rutine. Så må vi tage tre point mod Rungsted, mener den garvede back.toto
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...