Hobro

Fik medalje for 45 års trutten

De trofaste væbnere blev hædret på store torv

HOBRO:Stemningen var mere jovial og løssluppen end højtidelig, da Hobro Borgervæbning i går skulle uddele årets fortjenstmedaljer på Store Torv. De 52 fremmødte ”soldater” og truttende musikanter marcherede ind på torvet og stillede sig op på rad og række under befalinger fra deres overordnede. Og det var næsten lige. - Ej, de ser nu lidt skæve ud, som en tilfældig publikummer påpegede. Det gjorde nu ikke spor, og det der ikke lige klappede, som det skulle, blev taget med et smil. ”Ja, ja, det kan nok ikke blive bedre,” fastslog troppernes overordnede højt, inden kaptajn Eric Bøgh tog over. Fire havde gjort sig fortjent til fem-års nålen, tre til 15-års nålen, en til 20 og en til 25-års nålen, og så var der Lauritz Pagh og Per Jensen. En rank og stolt Lauritz Pagh fik medalje for 30 års tro tjeneste, men det var nu Per Jensen, der løb med det største bifald. - I 45 år har du truttet i din klarinet for os, og du springer jo som en hjort stadigvæk, proklamerede Eric Bøgh højt til forsamlingen på torvet. - De gange, du ikke har været her, kan tælles på én hånd. Det er fantastisk. Tak skal du ha’, sluttede kaptajnen sin tale og overrakte Per Jensen sin medalje for tro tjeneste. Rekorden er ind til videre 60 års tjeneste, men selvom de erfarne betyder meget for Borgervæbningen, er de begyndt at sigte efter de unge kræfter. - Vi er i gang med et generationsskifte og vil gerne have unge mænd fra 18 år og opefter, forklarede Eric Bøgh, inden orkestret marcherede videre ud i byens gader.