Fik overrakt medalje for 44 års tro tjeneste

63-årige Bodil Dahl fik torsdag overrakt Dronningens Fortjenstmedalje efter 44 års ansættelse på Coloplast.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Direktøren for Coloplasts globale produktion Allan Rasmussen havde taget turen til Thy for at overrække medalje og hænge den på Bodil Dahl for 44 års tro tjeneste på Coloplast, mens hendes tidligere arbejdskolleger så på. Foto: Ole Iversen

Som 19-årig i 1967 skulle Bodil Dahl have sig et arbejde, og hun tog kontakt til Coloplast, som også dengang havde adresse på Industrivej 7 i Thisted. Bodil blev ansat 6. juni 1967 og fik 14-15 kolleger. I går blev hun hædret med Dronningens Fortjenstmedalje for sine 44 år på Coloplast. Gennem alle årene har hun fulgt med i udviklingen, hvor antallet af medarbejdere stort set bare blev flere og flere. På det seneste har opgaverne på Coloplast ændret karakter fra volumenproduktion til udvikling, hvilket har medført en reduktion af medarbejderne. Også den udvikling har Bodil Dahl været en del af, fordi hun siden 1992 har været beskæftiget i kontrolafdelingen, som gennem stikprøvekontroller tester, om produkterne lever op til de krav og standarder, som virksomheden kræver. Bodil Dahl havde slet ikke regnet med, at hun skulle være ansat hos Coloplast i så mange år. - Jeg troede, at det skulle vare et par år eller tre, men sådan blev det ikke, siger hun og fremhæver, at der altid har været et godt kollegialt sammenhold, og at arbejdet har været spændende og udfordrende. - Og så har Coloplast altid betalt en god løn, siger hun. Samtidig med overrækkelsen af Dronningens Fortjenstmedalje går Bodil Dahl på efterløn. Ja faktisk har hun ikke arbejdet hos Coloplast siden årsskiftet. - Vi har en bestemt aftrædelsesordning, og den har jeg benyttet mig af, og den slutter nu 1. juli, fortæller hun, der i 2010 tænkte på, at det måtte være på tide at sige farvel til arbejdsmarkedet. - Men så spurgte ledelsen mig, og jeg ikke kunne tage tre måneder mere, og da de var slut, spurgte ledelsen mig igen, om jeg ikke kunne tage tre måneder mere, så ledelsen må jo også have været tilfreds med mit arbejde, siger Bodil Dahl. Hun begyndte i produktionen med at montere plastre på stomiposerne, og det foregik dengang ved håndkraft. - Vi havde ikke så mange maskiner i produktionen, husker hun, der senere kom i pakkeriet og derfra på aftenholdet fra kl. 16.00 - 22.00. Den arbejdstid syntes hun passede fint, og hun og ægtemanden Verner ansatte en ung pige en time om dagen til at se efter børnene Sonja og Thomas, indtil Verner kom hjem fra Bryggeriet, hvor han var ansat i 27 år. Så hverken Bodil eller Verner er folk, der render af pladsen i utide.