Fik pris for aktiv indsats for livsglæden

Ældrekonsulent fik årets Astrid Hartvig-Pris

Ældreforhold 28. oktober 2002 07:00

BUNKEN: En aktiv indsats for at hjælpe ældre i Viborg Kommune med både at bevare glæden ved livet og at højne livskvaliteten er baggrunden for, at ældrekonsulent Ulla Brita Gregersen, Viborg, i går modtog Astrid Hartvig-Prisen på Sundhedshøjskolen Diget. Prisen kaldes også for livsglæde-prisen, og det er netop det begreb - glæden ved livet - det kendetegner både Astrid Hartvig, som i mange år var en meget aktiv lærer på Diget, og som skal kendetegne modtagerne af prisen. Det var som en tak for Astrid Hartvigs mangeårige indsats for at fremme livsglæden, at Sundhedshøjskolen indstiftede en livsglæde-pris med hendes navn. Overrækkelsen af prisen skete i forbindelse med, at der på sundhedshøjskolen var arbejdsdag, hvor tidligere elever og andre medlemmer af Digets venner gav en hjælpende hånd med, så man på skolen kunne få foretaget en række ændringer, forbedringer og lignende, som der ikke har været mulighed for at få lavet uden hjælpen, oplyser forstander Hanne Zeuthen. - Sundhedshøjskolen har fokus på sundhedsfremme, og prisen markerer, at livsglæde er en forudsætning for god livskvalitet. Skolen formidler viden om glæden og nytten af motion og sund kost, og livsglæden har siden skolens start i 1985 bundet aktiviteterne sammen. - Årets prismodtager er valgt, fordi hun har vist, at et aktivt og udvandt liv styrker livsappetitten og livsglæden i de ældre år, fortæller Hanne Zeuthen. Ulla Brita Gregersen er ældrekonsulent i Viborg Kommune. Hun har siden 1975 været en aktiv og engageret leder af studiekredsene for gamle i Viborg. Hun er idémager og tovholder, og lader de ældre selv stå for opgaverne. Ulla Brita Gregersen har stået for produktion af en række lysbilledserier, videofilm, fotoudstillinger og bøger om ældre. Et af hendes seneste projekter er at bruge de ældre i integrationsarbejdet for de "nye danskere". Ulla Brita Gregersen er tidligere blevet hædret med en række priser for sin indsats. Det er: Initiativprisen i Viborg, Konsul Ernst Carlsen's Pris, EU- projekt - Generationers samarbejde 1993 og EU Sundhedsoplysnings Pris 1998. Ud over sit arbejde ældre i Viborg Kommune står Ulla Brita Gregersen også for mange undervisningsaktiviteter, og hun er en flittig foredragsholder. Ved prisoverrækkelsen motiverede Astrid Hartvig yderligere, hvorfor Ulla Brita Gregersen er valgt som modtager i år. Hun sagde blandt andet, at Ulla Brita Gregersen er kendt for sit arbejde for og med ældre, og at man kan læse i blade og aviser om de projekter, hune rinvolveret i. Borgmesteren i Viborg ahr sagt, at de tarbejde hun gør for de ældre har sparet det offentlige for millioner af kroner til medicinudgifter. - Hvad er det hun gør, spurgte Astrid Hartvig, og hun svarede selv: - Jo, hun tager de ældre alvorligt, bruger deres ressourcer og giver dem en tro på, at de har en værdi i samfundet. Hun involverer dem i projekter, hvor resultatet er til gavn og glæde for mange mennesker - for eksempel udgiver de bøger om livsglæde, om børns forestillinger om bedsteforældre og omvendt og kogebøger. - Bøgerne er små guldkorn, som man tager frem igen og igen. Mange kursister her på Diget nikker genkendende, når vi bruger bøgerne til morgensamling og undervisning. - Livsglæde fås ikke i pilleform, men i samspil, samklang og samarbejde med andre mennesker, siger hun, og det er mig en glæde at kunne give livsglædeprisen til én, som gør utrolig meget for folk - især folk i den tredje alder, sagde Astrid Hartvig blandt andet. Ulla Brita Grergersen oplyste i sin takketale blandt andet, at hun er ved at forberede en række kurser på Sundhedshøjskolen Diget. Det skal være kurser for bedsteforældre og børnebørn sammen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...