Retspleje

Fik rabat på fartbøde

Jim Karlsen mener, politiet har opkrævet hundredvis af ulovlige bøder ved fartkontol på E39

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jim Karlsen erkender, at han har kørt for stærkt forbi et vejarbejde ved Hjørring. Men hvor stor overskridelsen var, er han ikke enig med politiet i. Foto: Michael Koch

En fartbøde på 2500 kroner og en betinget frakendelse blev i retten reduceret til udelukkende en bøde på 2500 kroner. Det er resultatet efter en længere disputs mellem nordjyden Jim Karlsen og Nordjyllands Politi. Striden om fartovertrædelsen har stået på i mere end et år, siden politiet kørte ud med fotovognen i juni 2010 på Hirtshalsmotorvejen. Her blev Jim Karlsen blitzet med 86 kilometer i timen 16. juni kl. 17.30 i forbindelse med et vejarbejde på motorvejen ved Hjørring. Strid om skiltning Kort tid efter lå en såkaldt tilkendegivelse i Jim Karlsens postkasse med bødekravet og den betingede frakendelse. Og det fik ham op af stolen. - Jeg er sikker på, at fartbegrænsningen var 70 km/t og ikke 50 km/t, så bøden er jo helt ud i hampen. Derfor nægtede jeg at betale, forklarer Jim Karlsen. Sagen blev derfor sendt til retten, hvor et månedlangt tovtrækkeri startede. - Jeg forlangte at se dokumentation for, at fotovognen var indstillet korrekt og dokumentation for, at jeg var blevet målt i en zone med en begrænsning på 50 km/t. Den dokumentation har jeg endnu ikke set, siger Jim Karlsen. Hele tre retsmøder blev han indkaldt til i løbet af et halvt år, og ifølge retsbøgerne blev de hver gang udsat på grund af manglende bevisførelse og tekniske problemer. Først ved et fjerde og sidste retsmøde 30. september skete der noget. - Anklageren foreslog, at de frafaldt den betingede frakendelse af mit kørekort, og det tog jeg som et udtryk for, at man gav mig ret i, at jeg havde kørt i en 70 km/t zone, så jeg sagde ja til bøden, fortæller Jim Karlsen. Forkert bødestørrelse Efterfølgende fandt Jim Karlsen ud af, at bøden stadig lød på 2500 kroner - altså en bøde svarende til en hastighedsoverskridelse på mere end 60 procent, som hvis han havde kørt i en 50 km/t-zone. Nu vil Jim Karlsen så forsøge at få sin sag taget om i retten. Nordjyllands Politi har på NORDJYSKE's opfordring set på sagen, og umiddelbart mener politiassessor Torben Kaufmann Sørensen, at bordet fanger, når man har vedtaget en bøde i retten. - Hvis man ønsker en sag prøvet, skal man nægte sig skyldig, hvis man mener, man ikke er målt rigtigt. Så skal man ikke erkende, at man har kørt for stærkt, siger Torben Kaufmann Sørensen. Han kan ikke ud fra retsbogen læse, hvad der er sagt i retten, men han erkender, at det umiddelbart er mærkeligt, at den betingede frakendelse af førerretten er frafaldet. - Hvis han er dømt for en hastighedsoverskridelse på mere end 60 procent, så skulle han også have haft en betinget frakendelse af førerretten, siger Torben Kaufmann Sørensen. - Hvis han klager over sagen og vil have den taget om, så bliver frakendelsen taget med næste gang. Det kan han være fuldstændig forvisset om, siger politiassessoren, der gerne vil se på sagen, hvis Jim Karlsen henvender sig. En principsag Hos Jim Karlsen er det blevet en principsag, selv om han risikerer at få frakendt kørekortet betinget, hvis han vil have sagen for retten igen. - Så må jeg tage den med. Hvis de havde haft beviserne i orden, så var jeg blevet dømt med fuld skrald første gang, og hvis jeg skal overholde reglerne, så skal politiet også, siger Jim Karlsen, som mener, at han langt fra er den eneste nordjyde, som er "blitzet forkert" ved vejarbejdet. - Næsten 400 blev taget samme dag som mig, og hvis jeg får ret i min sag, så har alle fået bøder på et forkert grundlag. NORDJYSKE har fået aktindsigt i Jim Karlsens sag, og desuden set skilteplanen i forbindelse med vejarbejdet på E39. Her fremgår det, at der blev skiltet med henholdsvis 90, 70 og 50 km/t på motorvejen under vejarbejdet.