Fik smæk af bundhold

Klim 10. september 2002 08:00

Fodbold, serie 4: Jetsmark-Thorup/Klim: 4-2 (1-0) Gode resultater på det seneste har bragt Thorup/Klim fra bunden til midterfeltet i serie 4, men forskellen er stadig ikke større, end et par dårlige resultater kan bringe holdet tilbage i vanskeligheder og kamp mod nedrykning. Et af de hold, der gerne skal besejres er Jetsmark, der ligger under nedrykningsstregen, men Thorup/Klim løb alligevel ind i vanskeligheder. Det uforudsigelige hjemmehold stillede med et overraskende stærkt mandskab, mens Thorup/Klim var ramt af både skader og ikke mindst af efterveer fra en fest aftenen før. -Spillerne var ikke helt så tændte som tidligere set, og vi manglede en række spillere, så vi kunne ikke følge op de seneste sejre, forklarer træner Frank Madsen. Efter første halvleg var hjemmeholdet i front med 1-0, men kort ind i anden halvleg udlignede Allan Kristensen. Jetsmark kom foran igen, inden Allan Kristensen endnu engang fik bragt balance i regnskabet. Ved stillingen 2-2 lå kampen på vippen, og Thorup/Klim havde muligheden for at komme foran. Det blev dog i stedet Jetsmark, der fik mest ud af anstrengelserne, da de scorede til 3-2 og 4-2 og formåede at få tre frustrerede Thorup/Klim-spillere smidt ud i hver ti minutter. cr

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...