FIK tabte uden for isen

Færre indtægter fra andre aktiviteter end ishockey forringer budgetteret overskud

FREDERIKSHAVN:Manglen på frivillig arbejdskraft til at styre aktiviteterne uden for isen såsom koncerter koster Frederikshavn IK omkring 200.000 kroner, og det er hovedårsagen til, at den nordjyske ishockeyklub ikke får det budgetterede overskud på en halv mio. kroner på sæsonen. - I et nordjysk område hvor de fleste har rigeligt at gøre med at få egne hjul til at køre, er det ekstra svært at skaffe frivillig arbejdskraft, og det har vi mærket vedrørende de indtægtsgivende aktiviteter uden for isen, siger FIK-formand Peter Conradsen. Selv om ishockeyklubben ikke når det budgetterede mål, kan man for første gang i fire år trods alt glæde sig over et positivt resultat. - Med et farvel til slutspillet efter kvartfinalerunden forventer vi et overskud på 50-300.000 kroner på sæsonen, og det er ikke tilfredsstillende men dog acceptabelt. - Og så er det vigtigt at fastslå, at overskuddet kommer i hus uden håndsrækninger fra FIK's Erhvervsklub eller andre steder. Der er tale om et overskud udelukkende på driften, så det er et fremskridt i sig selv. Inden sæsonstarten havde FIK en egenkapital på minus 491.000 kroner, og den får man efter sæsonen mulighed for at høvle af med driftsoverskuddet. Uændret lønbudget FIK-formanden forventer, at man i næste sæson får stort set samme beløb til rådighed til lønninger, og af de nuværende udlændinge i klubben har man allerede papir på tjekkerne Radim Piroutek og Martin Taborsky samt finske Tomi Jokinen. - Vi vil desuden gerne forlænge med canadiske Dan Ceman, der efter en downperiode har vist sit værd også som målscorer. - Med hensyn til ukrainsk-fødte Alexander Kuzminski er situationen den, at han er aflønnet af FIK's Erhvervsklub. I FIK har vi ikke råd til ham i næste sæson, men han kan komme på tale, hvis ikke vi får en aftale med Dan Ceman på plads. - Men der bliver ikke med FIK som arbejdsgiver plads til dem begge i næste sæson, siger Peter Conradsen, der understreger, at klubben drives som en forretning, og at flere spillere godt kan forvente en mindre lønpose i næste sæson. Den canadiske back, Mike Johnson, der i aftes mod Odense IK spillede sin blot femte kamp for frederikshavnerne, får ikke forlænget sin aftale med klubben. Jubilæumskamp FIK er i øvrigt ved at have nået en moden alder. 24. juni er det 40 år siden den nordjyske ishockeyklub blev stiftet, og allerede i løbet af marts forventer man at fyre en jubilæumskamp af i Frederikshavn Isstadion. - Vi har talt med et par svenske klubber fra Elitserien, og vi håber at få enten Malmø med de danske landsholdsspillere Kim Staal og Frans Nielsen eller Leksand med Jens Nielsen til Frederikshavn, siger FIK-formanden, der samtidig har et begrundet håb om, at en sådan kamp kan give sæsonens overskud et pift opad.