LØKKEN:”Det var endelig blevet ferie, og Camille glædede sig meget til at komme af sted. Mor og far havde bestemt, at ferien i år skulle foregå i Løkken, en lille hyggelig badeby ude ved det store vand, som også hedder Vesterhavet. De skulle af sted sammen. Camille, hendes bror Casper, mor og far og Camilles to venner, den lille frække abe, og den kloge gamle ugle. Ingen af dem havde været i Løkken før, selv om den lille frække abe påstod, at han havde været alle steder i verden.”
Sådan starter historien om Camille, der skal på ferie i Løkken, og den står i en lille male/historiebog der handler om Camilles Univers og om Løkken.
Bogen blev præsenteret på Løkken Turistbureau for nylig. Den er skrevet af forfatter Ole Søndergaard, Hjørring og illustrationerne er af Maria Vadsager Borup, Frederikshavn.
- Bogen er et nyt, anderledes og unikt produkt, der samler børn og voksne. Den læses højt af den voksne, og sideløbende eller senere er der mulighed for at male i bogen. Konceptet er, at andre bøger om ”Camilles Univers” kan fortælle om helt andre ting. Et minde fra en god tur, en skøn ferie eller bare en helt særlig oplevelse, fortæller Ole Søndergaard.
Bogen ligger sammen med en æske farveblyanter i en pose, og den bliver uddelt til børn på Løkken Turistbureau, når de ankommer til deres ferie i Løkken. Bogens tekst og tegninger fortæller om nogle af de oplevelser, som familien kan få i Løkken. Den er lavet som en eventyrbog, der relaterer sig til området.
- Vi håber, at bogen bliver til glæde for børnefamilier, og at de tager den med hjem som en lille speciel souvenir fra ferien, siger formanden for Løkken Turistforening Stefan Karlborg.
Bogen er finansieret af sponsorer, turistforeningen og Løkken Feriehusudlejning og uddeles gratis til børnene.
En del af grundtanken bag ”Camilles Univers” er, at tegner og forfatter, af hver solgt historie-malebog, donerer 10 procent af indtjeningen til velgørenhed. I Løkken er det besluttet, at donationen skal gå til børneaktiviteter i turistforeningens regi.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.