EMNER

Fikseringsbælte kvalte hendes far

Datter håber, at Tom Juhler, Nørholm, ikke døde sin tragiske død forgæves og udgiver kritisk bog om forløbet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- En markant person og dog så almindelig, skriver Tom Juhlers datter om sin far, der sammen med sin kone, Inger Kanstrup Juhler, boede på Nørholmsvej i Nørholm siden 1953. På bogens forside går han tur med Cino.

Den 23. marts 2005 døde Tom Juhler. Personalet fandt ham kvalt i et fikseringsbælte på den stue på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hvor han sad alene, og hvor han havde prøvet at komme fri af den stol, han var bundet fast til. I dag kunne han være fyldt 80 år, og den dag har hans datter, Marianne Juhler, valgt til at præsentere en bog, hun har skrevet om sin far og om det system, som hun mener bærer skylden for den måde, han kom af dage på. Dødsfaldet kom aldrig til offentlighedens kendskab før nu, og Marianne Juhler mener heller ikke, at det er interessant, hvor ulykken skete, men at den skete. Og hun efterlyser en lov, der udstikker konkrete retningslinjer om, hvordan personalet og de afdelinger, hvor der bruges fiksering, skal forholde sig i forhold til sikkerheden. - Jeg synes ikke, at Folketinget tager det ansvar på sig, siger hun. Min fornemmelse er, at der endnu ikke er taget fuld hånd om problemet Bogen fortæller den private historie om Tom Juhler som far og historien om en frihedselskende mand, der som ung engagerede sig aktivt i tilværelsen. Som ganske ung i modstandsbevægelsen, som pioner i Canada i nogle år og siden, da han og hans kone slog sig ned i Nørholm med en minkfarm som levevej, i familien og arbejdet og i høj grad i at prøve at forstå begivenhederne omkring besættelsestiden. Men også som en mand med et indre liv, som hans datter aldrig forstod, men som gav sig udslag i en vis form for paranoia og helt konkret i, at Tom Juhler på alle måder sikrede sig mod farer udefra - sov med en politistav, låste alle døre og indhegnede sin ejendom ikke kun for minkene og hundenes skyld, aner man. Men historien handler først og fremmest om de godt fire måneder, Tom Juhler kom til at tilbringe på plejehjem i Aalborg og på afdelingen i Brønderslev, og som altså endte med, at han prøvede at komme ud af sit fikseringsbælte og blev kvalt i det. På en aften, da afdelingen var ramt af sygdom, og der var ekstra arbejde med en urolig patient. Derved blev Tom Juhler overladt til sig selv i næsten en time. Og da er det, han prøver at komme fri af sit bælte og sidder fast. - Min fars død var en advarsel til os alle, siger Marianne Juhler, om at der er noget galt, som vi ikke umiddelbart kan se. I bogen opfordrer hun pårørende til at være patienternes allierede og sige til, når de finder pleje og omsorg utilstrækkelig, og hun anklager systemet for at mangle smidighed i forhold til ting, som synes indlysende at rette op på. Hun gennemgår også bl.a. embedslægens konklusion og registreringen af faderens død som en “utilsigtet hændelse”, og selv om hun efter bogens trykning har fået brev fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen om nye retningslinjer, mener hun, at det optimale ikke er sket. - Folketinget siger ikke, at det vil sørge for, at der bliver lavet love, som gør, at afdelingerne har noget helt konkret at rette sig efter. Folketinget svigter både de afdelinger, der skal bruge beskyttelsesfiksering, og os, der skal bruge afdelingerne, siger hun.