Udland

Filantrop og ekskommunist skal kæmpe om præsidentpost

Slovakiets vælgere stemte lørdag i første runde af landets præsidentvalg. Premierminister får kneben føring.

Premierminister Robert Fico og den politisk uafhængige Andrej Kiska sikrede flest stemmer i første runde af Slovakiets præsidentvalg, der blev afholdt lørdag.

Dermed skal de to kandidater kæmpe om posten i valgets anden runde, der således enten kommer til at cementere det ledende Smer-partis magt eller gøre plads til en løsgænger på præsidentkontoret.

Hvis den populære premierminister Fico - en 49-årig ekskommunist - vinder anden runde 29. marts, vil centrumvenstrepartiet Smer få fuld kontrol over de primære politiske institutioner i Slovakiet.

Fico har stået i spidsen for EU-landet siden 2012, og han fik lørdag 28 procent af stemmerne mod Kiskas 25 procent. Det var en langt smallere forskel, end meningsmålinger ellers havde givet udtryk for.

51-årige Kiska - der er tidligere forretningsmand, men nu fungerer som filantrop - har set sine muligheder vokse, fordi vælgerne i stigende grad er blevet bekymrede for at give Fico for meget magt.

- Præsidenten skal være ikke være partipolitisk, men uafhængig, så regeringen får en sund modbalance, har undertippede Kiska sagt.

Smer har allerede flertal i parlamentet og leder regeringen uden behov for en koalition.

Hvis Fico overtager præsidentposten, skal han gå af som premierminister, men Smer vil erstatte ham med en partifælle.

Slovakiet, der har 5,4 millioner indbyggere, opnåede medlemskab af EU i 2004 og blev en del af eurozonen i 2009.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.