Sygdomme

Film fra Skagen klar som 500 DVD'er

Fjernsynet vil formodentlig også vise filmen om den livstruende sygdom

SKAGEN:Lone og Niels Jørgen Bindslev fra Bindslev Film i Skagen kan nu glæde sig over, at deres nye film, "Når livet bliver nærværende" ligger klar i form af 500 DVD'kopier. Filmen, der handler om Amyotrofisk Lateral Sclerose (ALS), vil blandt andet takket være støtte fra Socialministeriet i den kommende tid blive uddelt gratis til kommuner, hospitaler, praktiserende læger og mennesker, der har sygdommen ALS. - Vi har også i den seneste tid forhandlet med DR1, og vi har næsten fået lovning på, at filmen vil blive vist i fjernsynet i efteråret 2005, fortæller Lone Bindslev. Dermed kan hun med tilfredshed se tilbage på arbejdet med filmen, et arbejde der strakte sig over cirka et år. Formålet med filmen, der er på 57 minutter, er at informere og oplyse om sygdommen, som ud af en befolkning på 100.000 kun rammer cirka 70 personer. I Danmark er der i dag knap 300 mennesker, der lever med ALS og kun cirka 10 procent, der vælger at blive tilsluttet permanent respirator. Filmens hovedtema er netop spørgsmålet om at vælge livet ved at sige ja til respirator eller at vælge det fra ved at sige nej. Filmen fortæller om fire personer, der alle har fået konstateret ALS, og som forsøger at leve med den meget alvorlige sygdom, der betyder, at de sygdomsramte kan udføre stadig færre af dagligdagens gøremål. En af dem, som vi møder i filmen, er Birger Bergmann Jeppesen, som har tilbragt en stor del af sin barndom og ungdom i Skagen, hvor han blandt andet var elev på Kappelborgskolen. Han har også skrevet en god og varm bog om sin sygdom, "Er der mon bedre i himlen? - et møde med handicap og livstruende sygdom", og selv om sygdommen har medført, at han ikke kan røre en finger, har det ikke forhindret ham i at skrive via "øjenbevægelser" og en speciel computerteknik. Filmen fra Skagen byder på flere citater fra bogen. - Vi håber, at filmen kan bidrage til en bedre forståelse af sygdommen og dens følger. Filmen handler ikke om døden, men derimod om at kunne leve et værdigt og godt liv, selv om man har en livstruende sygdom, fastslår Lone Bindslev.