Film i Dronninglund Kirke

DRONNINGLUND:Tirsdag aften kan filmen ”Den store stilhed” opleves i Dronninglund Kirke. - Det bliver en aften med stilhed mættet med nærvær og intensitet. Den særegne og dragende film handler om livet i Kathäuserordenens moderkloster i de franske alper, fortæller sognepræst Rune Thomassen. - Der er tale om en unik film, der følger dagens og årets rytme, mens naturen omkring klostret skifter uden underlægningsmusik eller forstyrrende speaker. - Det er en film, hvor man selv bliver en del af klostrets meditative stilhed, så hvor finder man et bedre sted end i den gamle klosterkirke i Dronninglund til at se netop en sådan film?, spørger menighedsrådet. - Oplevelsen varer to timer og 40 minutter. Deltagerne opfordres til at tage en pude med. Efter filmen serveres en kop kaffe i våbenhuset. Der er gratis adgang.