Film skal ses i Thit-salen

Filmklubben i Farsø løb af spolen i første forsøg, men nu prøver man igen

FARSØ:Sidste sommer endte tanken om at starte en filmklub i Farsø med sort skærm. Lokaler var ellers fundet, og en bestyrelse var blevet konstitueret, da tre af medlemmerne trak sig, da det viste sig for besværligt at få de nødvendige tilladelser på plads. Men nu ser det måske ud til, at filmen får en happy end alligevel. Folkene bag det første forsøg på at starte filmklubben, sætter sig nu til rette i instruktørstolen igen i håbet om at få skruet et holdbart plot sammen. - Vi har haft nogle lister ude, hvor folk kunne skrive sig på, hvis der fortsat var interesse for en filmklub, og det var der, siger Carsten Grøn, der er en af de oprindelige initiativtagere. - Nu holder vi et møde i aften i Thit-salen, hvor vi bl.a får besøg af folkene fra biografen i Aars, som vil fortælle os lidt om, hvordan de har konstrueret sig med vedtægter og den slags. Så nu håber vi, at vi kan få det til at hænge sammen denne gang. Vi vil i hvert fald gøre alt for det, siger Carsten Grøn om filmklubben, der hvis tingene flasker sig, skal holde til i Thit-salen i Dronning Ingrid Hallerne. 60-70 medlemmer Sidste år knækkede filmen for den biografelige forening i Farsø, da der opstod problemer med at få filmudlejernes velsignelse til at opkræve billet ved hver fremvisning. Derfor har filmklubben nu sadlet om til et andet betalingskoncept. - Vi havde ikke regnet med, at det skulle være så besværligt, indrømmer Carsten Grøn. - Men nu prøver vi i stedet med et engangsbeløb, sådan at man ikke skal betale hver gang. Og efter vi har regnet lidt på det, ser det ud til, at det kan løbe rundt med en 60-70 medlemmer. Men i første omgang skal vi have valgt en ny bestyrelse, og det skulle gerne falde på plads, inden vi starter op, siger Carsten Grøn, der håber, at aftenens møde vil bære frugt. - Nu håber vi på at komme videre, siger han. - Vi vil foreslå nogle film, så vi kan komme i gang. Der sker jo ikke så meget i hallen udover sport, og når vi nu har sådan nogle fine faciliteter til film fremvisning, ville det være en skam ikke at benytte dem, siger Carsten Grøn.