Filmhold optager Balladen om Marie

Bille August instruerer scener fra Skagen blandt andet på stranden, hvor besøgende kan opleve afspærringer

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bille August instruerer "Balladen om Marie" og er derfor i Skagen frem til fredag.

Filmholdet bag den nye film Balladen om Marie er i Skagen i disse dage, og de har travlt, så de har frabedt sig pressens tilstedeværelse på selve optagelsesstederne. Producer Karin Trolle vil til gengæld gerne fortælle, at man er i byen for at lave sommerscenerne blandt andet fra stranden i Skagen og i haven ved den villa som Marie og P.S. Krøyer boede i. - Vi har dog ikke vejret med os. Vi havde håbet på høj sol, men så længe det bare ikke regner, skal vi nok få optagelserne i hus, fortæller hun. 30 lokale statister er med, og de skal blandt andet agere gæster i Krøyers have. - De vil kunne ses i filmen i fint tøj fra 1906, fortæller produceren. Karin Trolle siger, at filmholdet nok bliver bemærket i Skagen blandt andet, fordi man vil være nødt til at spærre en del af stranden af. I forrige uge var de i Marstrand og lave optagelser der, og det er som bekendt Bille August, der instruerer. Han har ikke lavet spillefilm i Danmark siden 1987, hvor han lavede den ekstremt succesrige Pelle Erobreren, som sikrede ham en Oscar. Balladen om Marie handler om Marie Krøyer, der var gift med den store danske maler P.S. Krøyer. Birgitte Hjort Sørensen, som fik sit store gennembrud som journalisten Katrine i tv-serien Borgen, har rollen som Marie og Søren Sætter-Lassen spiller P.S. Krøyer. Peter Asmussen har udviklet manuskriptet over Anastassia Arnolds bestseller 'Balladen om Marie' fra 1999. Filmen følger ægteparrets Krøyers drøm om et fælles kunstnerliv i 1890'erne. P.S. Krøyer glider længere og længere ind i sindssygen, og Marie kæmper for at være mor, hustru og kunstner. Marie Krøyer rejser på tur til Marstrand og møder her den svenske komponist Hugo Alfvén, som hun forelsker sig voldsomt i. Producer Karin Trolle oplyser, at filmen får premiere i efteråret 2012.