Filmklub får sat fremviser i stand

Udvalget for kultur og fritid støtter gerne med 6500 kroner

Filmen var bogstaveligt ved at knække for Mariager Filmklub. Filmapparat og lydanlæg i Mariagers gamle biograf trænger i den grad til en kærlig hånd, og den hånd strækker kommunen nu ud til filmklubben. Udvalget for kultur og fritid siger nemlig ja til at betale de 6500 kroner, det koster at efterse og reparere fremvisningsapparatur og lydanlæg. Hvilket må siges at være tiltrængt, eftersom det gamle filmapparat efterhånden har 50 år på bagen. Filmklubben selv blev grundlagt i 1988 og har i sin 20 årige levetid kun bekostet nye spejle, ligesom man for et par år siden skiftede lærred. Helt fra begyndelsen har filmklubben benyttet sig af det filmudstyr, som ejes af Den Gamle Biograf. Men den seneste sæson har budt på mange problemer under filmfremvisning. - Og det kan klubbens medlemmer ikke leve med. Filmklubbens bestyrelse håber derfor, at udvalget vil yde tilskud. Filmklubben er samlingssted for filmentusiaster og til forskel fra de kommercielle biografer har klubben en social funktion på tværs af fjordens vande, påpeger Mariager Filmklubs formand Irena Sloth Carlsen i ansøgningen. - Og vi hjælper dem gerne. De har i mange år drevet filmklub uden kommunalt tilskud, kvitterer Erik Kirkegaard Mikkelsen (K), der er formand for udvalget for kultur og fritid.