Filmmager med flammekaster

fakta

At den amerikanske filminstruktør Oliver Stone på et tidspunkt skulle lave en fortsættelse til en af sine film, var ikke til at forudsige. Heller ikke for ham selv. Men nu er ”Wall Street: Money Never Sleeps” ikke desto mindre at se i biografer over hele landet, og filmen er en fortsættelse af ”Wall Street” fra 1987. Det var filmen, hvor Michael Douglas som den uetiske børshaj Gordon Gekko sagde ”Greed is Good”. Grådighed er godt. Det var en sætning, der fængede for alvor. Fra Oliver Stones side var bemærkningen ment som en ironisk kommentar til yuppie-tidsalderen, men siden er han gennem tiden forbavsende mange gange blevet mødt med bemærkninger om, at ”Wall Street” har fået unge mennesker til at vælge børsverdenen som arbejdsplads. Ironien og kritikken prellede af, ligesom den gjorde det, da unge amerikanere sang Bruce Springsteens ”Born in the USA” og luftede deres patriotisme mere, end sangen berettigede til. Første fortsættelse Oliver Stone havde lagt ”Wall Street” bag sig, selv om der gennem årene i Hollywood har cirkuleret et vedholdende forsøg på at skrive en fortsættelse. Da finanskrisen eksploderede i 2008, gav han dog grønt lys til, at det pågældende manuskript blev skrevet igennem med krisen som bagtæppe, og nu er filmen klar. Vi møder Gordon Gekko 23 år, efter at han fik en dom for insiderhandel. Han er blevet grå i toppen og måske en smule klogere. Da hans svigersøn (Shia LaBeouf), der er en talentfuld børsmægler, får en kæmpestor gæld som følge af en fjendtlig overtagelse, kan Gekko måske gøre det godt igen overfor sin datter. Han slår en handel af med sin svigersøn udenom sin datter, der har det svært nok med finanshajen i forvejen. Hvordan historien ender, skal ikke røbes her, men filmens ry siden verdenspremieren i Cannes har været rimeligt godt. Med hans første fortsættelse af en af sine originale film ”Wall Street: Money Never Sleeps” lægger Stone sig i midterrabatten af sin filmproduktion rent kvalitetsmæssigt. Skruer op på 11 Og hvordan ser filmarven fra ham så ud set fra i dag? Lad os tage filmmanuskripterne først, for vi skal ikke glemme, at 64-årige Oliver Stone har skrevet manuskripter til både ”Midnight Express” og ”Scarface”. To næsten mesterværker hvor sidstnævnte er selvbiografisk på den måde, at Stone parallelt med skrivningen af manuskriptet selv var ved at komme ud af sin kokainafhængighed. Han er også berygtet for i ny og næ at nyde stærke svampe. Så sent som i 2005 blev han stoppet med ulovlige rusmidler på sig, men han slap med en bøde. Den første håndfuld Oliver Stones film er ren optur fra ”Salvador” og ”Platoon” over ”Wall Street” til ”Født den 4. juli” i 1989. Hans mest komplekse værk er ”JFK” fra 1991, der selv om den er virtuos, også er en af hans mest irriterende film. Oliver Stone mestrer ikke antydningens kunst og kender ikke til begrænsninger, når først han har sat sig et mål. Han tænder for flammekasteren og skruer den op på 11, om så han skal lave historien om komplottet bag mordet på John F. Kennedy eller skal give sit bud på en serial killer film. ”Natural Born Killers” ender i en slags overkill og misbrug af alt muligt teknisk grej og malplacerede forsøg på at provokere. Stones stil er forfriskende til et vist punkt, men den er sjældent præcist målt op mod indholdet. Svingende kvalitet Når argumenterne er svage, skrues der måske endda mere op for virkemidlerne. Selv om man fornemmer, at Stone er en ærlig mand, så er han også sømmet fast i gulvet på et ganske bestemt politisk ståsted til venstre for midten. Med en klap for øjet. I resten af 1990’erne og sidenhen har Oliver Stones film svinget noget mere i kvalitet. Det er som om, at han har fået fortalt de historier, der ligger ham på sinde, og når han så siger ja til at instruere en film, er hjertet mere eller mindre med. Mere når han portrætterer ”George W. Bush” i ”W”. Mindre når han laver en forudsigelig film om 9/11 i form af ”World Trade Center”. Forsøgene på at lege Michael Moore med ”Commandante” om Fidel Castro og ”Persona Non Grata” om konflikten i Mellemøsten virker hårdtslående på overfladen, men er lutter røg og spejle, når man går dem efter i sømmene. Næste forsøg i genren bliver ”South of the Border” om en stribe venstreorienterede regimer i Sydamerika. Kontroversiel figur Instruktøren har haft det med at vikle sig ud i forskellige slags stormvejr. For eksempel indkaldte han alle de gamle medlemmer af The Doors til møder, da han skulle lave filmen om rockbandet, men han tog ikke for alvor deres råd til sig. I stedet for kørte han videre i sit eget spor og lavede en pinligt ligegyldig film. I 2010 kom han til at fornærme en halv verden, da han sagde noget i retning af, at Adolf Hitler har været en lidt for letkøbt syndebuk i historien og han måtte sige pænt undskyld i flere omgange, før det var glemt. Med sine foreløbige 20 spillefilm i bagagen har Oliver Stone fået 31 Oscar-nomineringer, og hans film har vundet ni statuetter. Bedst gik det med ”Platoon”, hvor Oliver Stone kendte sit stof ud og ind. Han er nemlig Vietnam-veteran med medalje på brystet. fakta Alle Oliver Stones film kan ses i enten fjernsynet eller på dvd. Vi kårer de bedste og de glemte og dem du skal undgå: De bedste Født 4. juli (1989) Mest helstøbte film ud af Stones 20 indtil videre. Om ikke andet så for at gøre Tom Cruise uigenkendelig god i en hel film. Salvador (1986) Mit første møde med en film af Oliver Stone er mindeværdigt, og ”Salvador” kan noget indenfor provokation og uforudsigelig, der senere gik i fløjten for instruktøren. Platoon (1986) Vi ser aldrig fjenden i mørket derude, men vi er til gengæld tæt på frustrationerne blandt de amerikanske soldater. De glemte Talk Radio (1988) Stærkt teaterstykke om kontroversiel radiovært blev til en fascinerende film med Eric Bogosian i hovedrollen. Manden der også var med i teaterudgaven. W. (2008) Portrættet af den tidligere præsident George W. Bush kom i biograferne for sent til for alvor at vække opsigt, men det er fyldt med nuancer og balance. The Hand (1981) Michael Caine som tegneserietegneren, der mister sin hånd i en bilulykke. Hånden kommer efter ham og det er både grinagtigt og uhyggeligt. Undgå for enhver pris The Doors (1991) Fokus på Jim Morrison er for tungt i en banal udgave af historien om Los Angeles rockbandet The Doors. Natural Born Killers (1994) Virkemidlerne er for mange, og volden og overspillet er for larmende i en film, der er så meget et udtryk for sin tid, at den ikke fungerer bagefter. Commandante (2003) Store armbevægelser i begyndelsen af det portræt af Fidel Castro, der viser sig at være ligeså nærgående som en blind døgnflue med en vinge, når det kommer til stykket.