Filmpremiere med fotos og debat

Dokumentarfilmen "1/2 Revolution" vises onsdag aften i Biffen.

Omar Shargawi befandt sig tilfældigvis i Kairo, da det arabiske forår nåede Egypten. Det er der nu kommet en dokumentarfilm ud af. Den har onsdag aften premiere i blandt andet Biffen i Aalborg.Foto: Scanpix

Omar Shargawi befandt sig tilfældigvis i Kairo, da det arabiske forår nåede Egypten. Det er der nu kommet en dokumentarfilm ud af. Den har onsdag aften premiere i blandt andet Biffen i Aalborg.Foto: Scanpix

Den dansk-palæstinensiske filminstruktør Omar Shargawi var tilfældigvis i Kairo for at lave en dokumentar om gadebørn, da det arabiske forår ramte Egypten 25. januar. Pludselig stod han midt i centrum for verdens opmærksomhed, så han valgte at lade gadebørnene ligge i denne omgang og i stedet rette sit lommekamera mod de historiske begivenheder, der udviklede sig omkring ham. Det er nu blevet til dokumentarfilmen "1/2 Revolution", som onsdag aften har danmarkspremiere i blandt andet Biffen i Aalborg. Efter filmpremieren er der livetransmitteret paneldebat, hvor publikum kan debattere med og stille spørgsmål til Omar Shargawi, det socialdemokratiske folketingsmedlem Mogens Lykketoft og Egypten-eksperten, professor Jakob Skovgaard-Petersen, ligesom der vil være videolink til Kairo. Derudover vises i Nordkraft en fotoudstilling med billeder fra Cairo Photo Marathon, der tilfældigvis fandt sted 10 dage før, revolutionen brød ud. Her var et dusin mænd og kvinder sendt ud i Kairo for at skabe en billedserie under titlen "Køn og storbymiljø". Men der blev også taget billeder, som - set i bakspejlet - illustrerer de spændinger, der herskede i gaderne op til revolutionen. Og det er de billeder, der nu vises i Nordkraft. Dokumentarfilmklubben Doxbio og Dansk-Egyptisk Dialog Institut står bag arrangementet.