Film

Filmtalenter i Biffen

Film er ikke kun Hollywood og specialeffects til millioner. Det kan også være små film, med næsten intet budget og instruktører der ikke laver det for ussel mammon, men fordi de elsker det. Det er nogle af disse filmtalenter, der viser deres film i Biffen onsdag 9. oktober i samarbejde med Århus Filmværksted. Det er andet år i træk århusianerne har taget turen nordpå for at vise, at der faktisk sker noget i amatørernes filmverden. Og i onsdagens program vil der blive vist fem film med det fælles tema "Kritiske film". Instruktøren Simon Falkentorp vil fortælle om sit arbejde med filmen "Invasion" og der vil være mulighed for, at publikum kan stille spørgsmål.