Filt mellem bogreolerne

Lene Nielsen fra Sjøstrup sikrer kulturarv fra Mongoliet

Forurening 9. september 2004 06:00

AARS: Fjernsyn er ved at dræbe en hel nations tradition gennem generationer for gedigent filthåndværk. De mongolske nomader sværger ikke længere til det hjemmelavede filt til sengetæpper og telte, men lever fint med det fabriksfremstillede filt, som industrien tilbyder. Det ville næppe vække den store bekymring i Aars og omegn, hvis ikke det var, fordi filtkunstneren Lene Nielsen fra Mosevej udenfor Sjøstrup i flere år tæt havde fulgt landets kultur og entusiastisk havde samlet eksempler på bjergfolkets filtarbejder ind til eksempelvis samlingerne på Moesgaard Museum i Århus. Det er ikke mere end nogle få uger siden, Lene Nielsen landede på Mosevej efter sit seneste fire måneder lange ophold i Mongoliet. Med sig hjem har Lene Nielsen blandt andet fem tykke filttæpper, som resten af måneden kan ses på Aars Bibliotek sammen med et udvalg af fotografier fra rejsen. Lene Nielsen har rejst i Mongoliet adskillige gange i de senere år. - Da jeg besøgte landet i 1997 var der ingen problemer med at finde kvinder, der arbejdede med filt, men allerede da jeg var der igen i 2001, var det blevet langt sværere, siger Lene Nielsen. På 2004 rejsen var der decideret langt mellem de originale filtarbejder. - Det er ved at være svært. De får jo også tv og radio. Selv nomaderne rejser rundt med store parabolskærme. Og så bliver interessen for og tiden mindre til at lave filtarbejde, konstaterer Lene Nielsen. En trist udvikling, synes hun. - Det er kulturhistorie, der forsvinder, men sådan er det jo også gået for os selv. Man opdager først, hvad man har mistet, når det er for sent. Fra hun rejste i april, til hun kom hjem i august opholdt Lene Nielsen sig blandt andet to måneder hos en normadefamilie i den nordlige del af landet. Det blev til adskillige billeder, som Lene Nielsen i det næste års tid vil bruge, når hun er ude at holde foredrag. Normadefamilien forærede hende en dragt - en deel - der både er en hverdags og festdragt. Den kan man se på Aars Bibliotek sammen med fire af de fem tæpper, som i det næste års tid er i Lene Nielsens varetægt, mens hun turnere med sine foredrag. Derefter skal sovetæpperne afleveres på Moesgaard Museum, hvor de vil indgå i de etnografiske samlinger. Lene Nielsen er trods det, at det er blevet vanskeligere at finde den rigtige håndgjorte filt, ikke færdig med Mongoliet endnu. - Nej, jeg er i hvert fald nødt til at foretage mindst én rejse mere til Mongoliet, forsikrer hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...