EMNER

Fin balance i udlændingeaftale Integration: Indvandrere har personligt ansvar, siger stats- ministeren

KØBENHAVN:Regeringen har fundet en fin balance i udlændingeaftalen med Dansk Folkeparti, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). - Vi understreger det personlige ansvar for integration. Aftalen betyder, at man hurtigere kan få tidsubegrænset eller permanent opholdstilladelse, hvis man i handling viser lyst til og evne til at bidrage til det danske samfund, siger han. Så kan udlændinge få permanent ophold efter fire år, mens man nu skal vente syv år. Samtidig skærper aftalen reglerne for flygtninge, som ferierer i deres hjemland, påpeger han. - Så har vi ramt en stærk balance, der understreger dét budskab, jeg gav i min nytårstale, nemlig at det danske samfund ønsker at tage åbent imod dem med anden etnisk baggrund, som med loven i hånd opholder sig i det danske samfund, hvis de til gengæld ønsker at yde et positivt bidrag, siger Lars Løkke Rasmussen (V). Statsministeren mener, at VK-regeringen er den første regering, som tager integrationsopgaven alvorligt. Derfor har den givet udlændingeaftalen et serviceeftersyn, siger han. /ritzau/