Fin debut ved Paralympics

ATHEN: Den unge Hjørring-svømmer, Kathrine Grønkjær, fik en lovende debut ved Paralympics, da hun søndag svømmede sig ind på en fornem tiendeplads i 100 meter butterfly. Det er den handicappede vendelbos første store stævne på internationalt niveau, men det gav ikke ikke så mange nerver, at hun ikke kunne svømme sig til en stor forbedring af sin personlige rekord. Tiden 1.20,65 minut er over fem sekunder hurtigere end hendes hidtidig bedste. Før hun rejste til Athen havde hun erklæret, at hun bare håbede at leve op til sine bedste tider. Det gjorde hun jo da til overflod i sin første optræden i det olympiske klorvand, selv om tiden lige netop ikke rakte til en finaleplads. - Nu er jeg da spændt på, hvad hun kan på 200 meter medley på torsdag. Hun svømmede jo ekstremt hurtigt i dag og 200 meter medley er der, hvor hun først kvalificerede sig til OL, siger klubtræner Henrik Hansen fra S68. De danske handicapatleter noterede sig iøvrigt søndag for den første medalje ved disse Paralympics, da Karen Breumsø fik sølv i 100 meter fri.toto