Fin forårskoncert på Volstrup Skole

VOLSTRUP:Volstrup Skole har budt det længe ventede forår velkommen med en fin forårskoncert fremført af børnehaveklassen til og med 6. klasse. De 200 tilhørere blev elegant guidet gennem koncerten af musiklærer Laila Hart, der sammen med musiklærer Anette Bilde havde sammensat aftenens program, der spændte vidt fra fællessang om forår og frihed til børnehaveklassens muntre toner om talrækken, blokfløjteorkester, solosang, korsang, klaverkoncert; endog en sjældenhed som en saxofonkvartet var der på programmet. Saxofonkvartetten spillede bl.a. den smukke melodi "Moment Musical" af den østrigske komponist Franz Schubert. Til aftenens program var der indkaldt to gæstesolister: Kristian Nørbjerg (saxofon) fra 10. klasse og Mette Jensen (klaver) fra 9.a. De hjalp også med til at skabe gode rammer på og omkring scenen. De 70 solister dannede afslutningsvis et fælleskor og sang Sebastian's "Anemonesang", der fortæller os, at vi skal huske, at naturen er fuld af farver og fløjtespil, der kan dæmpe hverdagens stress og jag. Sang og musik er lige fra morgenstunden daglige udtryksformer på Volstrup Skole. Det er udtryksformer, der er med til at skabe glæde, tryghed, fællesskab og dialog. Sang og musik udvikler elevernes evner til at nyde æstetiske indtryk og udtryk.