Fin forretning: Gratis cykler til studerende

Firma grundlagt på kørende reklameskilte

Anders Abildgaard
Betal 3000-4000 kroner om året for at stille en cykel til rådighed for en studerende og få en kørende reklame på cyklens frakkeskåner til gengæld. Sådan lyder tilbuddet til sponsorerne, her Himmerlands Boligforening. Foto: Sine Bøgeskov
EMNER 8. november 2011 05:00

Konceptet er ligetil: Få en sponsor til at betale en cykel - mod at få en reklame på frakkeskåneren - og stil cyklen gratis til rådighed for en studerende et år ad gangen. På den måde får sponsoren en iøjnefaldende reklame, der bevæger sig rundt i bybilledet, og den studerende får en gratis cykel. - Og skulle jeg så få en forretning ud af det, ville det være helt fint. Foreløbig er der dog underskud i kassen. Men hvis det går, som jeg håber, kommer jeg til at tjene penge allerede næste år, siger Kenneth Pinsker, Aalborg. Han er direktør for Studiecykel.dk, en virksomhed som han selv har stiftet, og som tegner til at blive en af de talrige nordjyske iværksætter-virksomheder, der overlever de første kritiske år. Det er mere end fire år siden, Kenneth Pinsker fik ideen til virksomheden - og fik blankt nej fra Danske Bank til at finansiere den. Derefter brugte han to et halvt år på forberedelser, inden han fik den meget miljøorienterede Merkur Andelskasse med på vognen - eller rettere sagt cyklen: 1. marts i år begyndte de første 100 cykler at rulle rundt i Aalborgs gader med tag-virksomheden Cembrit som sponsor. I dag har Kenneth Pinsker købt cykler for en million kroner - i alt 400 cykler, hvoraf de 320 nu kører rundt i Aalborg, Aarhus, København og Odense. - Jeg er på jagt efter sponsorer til de sidste 80 cykler, og det skal nok lykkes, selv om vi har sat priserne op. Målet er at komme op på 2000 cykler, og det kræver, at vi får godt fat i København, hvor vi i dag kun har 30 cykler på gaden, siger Kenneth Pinsker, der regner med at være gældfri om fem år. Alt afhængig af hvor mange cykler en sponsor tegner sig for, svinger prisen for at sponsorere en cykel fra ca. 3000 til 4000 kroner om året. I den pris er inkluderet løbende service hos en lokal cykelhandler, så de studerende ikke kører rundt på ramponerede cykler med tvivlsom reklameværdi. Når en cykel har kørt i fire år, skal den sendes til Afrika som ulandstøtte. Hvordan det lige kommer til at foregå, har Kenneth Pinsker ikke planerne klar for nu. Men det er også den eneste del af forretningsplanen, der ikke er på plads. - Jeg fik rigtig god hjælp af Nordjyllands Iværksætter Netværk i starten. Forretningsplanen kom på plads med det samme, og det var fint at snakke med en advokat og en revisor, der har forståelse for den situation, man som iværksætter står i, fortæller Kenneth Pinsker. - Senere fik jeg også 50.000 kroner i støtte fra Virksomheder-i-vækst-programmet. Det var ikke så meget pengene som skulderklappet, der betød noget. - Når man står med en god ide, er der altid nogle, der forsøger at tale den ned. Så er det rart at møde nogen, der tror på den, siger direktøren for Studiecykel.dk, der sammen med sin assistent Sine Bøgeskov udgør hele medarbejderstaben i firmaet - indtil videre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...