Hjørring

Fin service fra Hjørring Taxa

TAXA:En taxa fra Taars til Grünersvej i Holte. Det var optakten til julen for min 85-årige mor. 21. december bestilte min mor, som bor i Taars en taxa til at køre til Hjørring Station 22. december ved middagstid. Når man er 85 og skal ud at rejse, skal tingene være planlagt. Da det aftalte tidspunkt nærmede sig, og der ikke var kommet nogen taxa, ringede min mor til taxaselskabet for at høre, hvor bilen blev af, og fik at vide, at bilen var på vej. Da den endelig kom, viste det sig, at tidspunktet var forpasset, så toget ikke kunne nås. Min mor ville derfor ikke med og hun ringede vred og fortvivlet til min søster, som så tog kontakt til taxaselskabet. Taxa erkendte, at der var sket en fejl og tilbød at køre min mor til døren her på Sjælland. Det reddede julen for os alle, og i en tid, hvor der ofte er kritik af den service, som taxa leverer, vil vi gerne viderebringe denne historie om en hurtig og meget flot service fra taxaselskabets side.