Fin start som Liga-træner

Ikast-træner Kenneth Jensen tror også på sejr over Fox

Jens Hukiaer
Kenneth Jensen: Frederikshavn Fox ikke et hold, man bare kører henover.Foto: Grete Dahl
Håndbold 26. september 2007 06:00

IKAST: Han har fået en fin start med sejre i sine to første kampe som Liga-træner i Ikast/Bording, men nordjyske Kenneth Jensen - tidligere træner i Aalborg DH og Sindal - vil helt sikkert gerne have yderligere en sejr på sit cv som Liga-træner hos uldjyderne efter aftenens kamp mod Frederikshavn Fox. - Ja, jeg er da kommet ganske fint fra start med en stor sejr hjemme over Esbjerg og en knap så stor ude over GOG, lyder det beskedent fra nordjyden, der jo bestemt ikke er ukendt med Frederikshavn Fox. - Jeg kender Fox ganske godt fra min tid i Nordjylland. De har spillet flere tætte kampe her i starten af sæsonen. De skuffede måske nok hjemme mod Horsens, men hentede så til gengæld nogle lidt uventede point i Esbjerg senest. Men ret beset så skal de nok kæmpe i en del af den kvindelige håndboldliga, som vi bestemt ikke regner med at havne i, konstaterer Kenneth Jensen nøgternt. Dermed mener han naturligvis, at Fox nok hører til i Ligaens nedre regioner, mens midtjyderne har ambitioner om igen at komme i et slutspil om medaljer. Kæmpefavoritter - Men Fox er bestemt ikke et hold, man bare kører over. De har et godt struktureret og stenhårdt arbejdende forsvar, og så har de tungt skyts i angrebet i de to Möller søstre og Fanny Lagerström, så længe hun holder, siger Kenneth Jensen. - Vi har nogle fokusområder på vort hold. Bl.a. skal vi mindske perioderne, hvor vi har udfald i kampen, siger Ikast-træneren. Han har de samme 12 spillere til rådighed, som har spillet hele sæsonen. Det betyder, at Tanja Milanovic fortsat er ude med en skade, mens de to norske profiler Gro Hammerseng og Katja Nyberg er med, men endnu ikke spiller fuld tid. I Frederikshavn tror træner Anders Thomsen - efter rævenes sejr på udebane over Esbjerg - på sit holds muligheder mod midtjyderne. - Ingen tvivl om, at de er kæmpefavoritter på hjemmebane. Men Ikast/Bording har endnu ikke vist, at de kan holde niveau i 60 minutter. Skal vi have point dernede, skal vi forsøge at stjæle lidt fra dem i de perioder, hvor de ikke er helt oppe i gear, vurderer Fox-træneren, Pauseføringer Han understreger, at han mener, hans tropper har ført fortjent i tre ud af de fire ligakampe hidtil og dermed har bevist, at de i et stykke tid kan spille med også mod de store hold, som FC København og Aalborg DH. - Og mod de store hold ligger vi under for, at dommerne ofte favoriserer de store hold. De forstår ikke, hvis en storskytte pludselig ikke kan lave de nødvendige mål, og så giver de dem måske et straffekast, hvor det aldrig ville være sket i den anden ende. - Det betyder, at vi ofte i bare to tre nøglesituationer får tvivlsomme kendelser imod os, og det koster dyrt, mener Anders Thomsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...