Fin stemning til jazzaften i Ranum

RANUM:Der var en rigtig god stemning ved den jazzaften, som blev holdt i festsalen på Ranum Seminariet, arrangeret i fællesskab af tre foreninger og seminariet. De 80 deltagere, hvoraf der var rigtig mange med lokal tilknytning, nød først en middag, fremstillet af seminariekantinens dygtige kok. Under middagen underholdt Jazz-Kwintetten, som hermed havde sin debut som orkester. Desuden gik aftenens to solister rundt mellem bordene og spillede. Det var violinisten Esben Kjær og guitaristen Arly Badstue - som i øvrigt kommer fra Ranum. Begge er kendt fra flere musikalske sammenhænge. Efter middagen tog Fætter Orlas Jazzband fat med jazz, blues og danske evergreens, og den festlige musik lokkede en del på dansegulvet. Der var simpelthen musik hele aftenen. Jazzaftenen var forårets sidste arrangement på seminariet i det fællesskab, som indtil nu også har stået for en aften med forfatteren Knud Erik Pedersen samt en aften med Poul Dissing og hans sønner. - Vi vil helt sikkert genoptage arrangementerne til efteråret. Vi har megen fornøjelse af det, siger seminariets rektor Hans Støttrup. Ønsket hos arrangørerne er at skabe et lille kulturhus på egnen. De deltagende foreninger er Ranum Borger- og Erhvervsforening, Kulturelt Samråd, samt Musik og Ungdom.