Final exit

En ganske særlig kærlighed

Påtrængende dokument om at finde sin identitet og vedkende sig den. Bogens forside

Påtrængende dokument om at finde sin identitet og vedkende sig den. Bogens forside

En aften i 1990 sad den 18 -19 årige forfatter med sine bedsteforældre og så fjernsyn i München. Nyopdaget dokumentarisk filmmateriale med Adolf Hitler og Eva Braun fyldte skærmen. ”Interessant, ikke?” spurgte den unge kvinde sine bedsteforældre. Bedstemoren svarede: ”Virkelig?... Det synes jeg ikke. Hvorfor skulle det interessere nogen, hvordan Hitler var privat”. Hun forsvandt ud i køkkenet. ”Min bedstefar sagde ikke noget, og jeg skammede mig”. Året efter, d. 13. oktober 1991, begik bedsteforældrene fælles selvmord i deres lejlighed i Charlottenlund. De anvendte en selvmordsmanual, de havde skaffet fra USA, ”Final Exit”. De var ungarske jøder og var flygtet til Danmark fra det kommunistiske regime i 1956. Tidligere havde de overlevet nazitiden, han i koncentrationslejren Mauthausen, hun under jorden i Budapest. Johanna Adorján er tysk journalist, og den skam hun følte dengang, er i mange skikkelser drivkraft i hendes vedkommende og sobre bog, som efter sigende har vakt opsigt i Tyskland. Hvorfor begik bedsteforældrene selvmord? Hvorfor var deres børn og børnebørn ikke nok til at forhindre selvmordet? Hvorfor giver vi ikke de døde lov til at bevare deres hemmeligheder? Hvorfor trænger vi ind over deres urørlighedszone med de efterlevendes hunger efter svar? Men spørgsmålene nager, og efter en tøvende optakt tager bogen form. På rekognoscering i Mauthausen tager Adorján i bogens begyndelse anstød af guidens professionelle ligegyldighed og de andre besøgendes overfladiske reaktioner. Selv tænker hun meget over, hvad hun tænker. Hun spørger sig selv, om hun skulle have ”medbragt en solcreme med højere beskyttelsesfaktor” og ”om man kan købe en cola light ved udgangen”. Cola light! Selvironien fejler ikke noget, og man når lige at tænke, at dette er en meget selvobservant og ganske behændig beretning, som sigter på et lukrativt marked for mondæn, pseudoeftertænksom, centraleuropæisk cafélitteratur, hvor man lige finder nogle fangelejr-overlevendes beretninger ”på nettet”. Som forfatteren tillige oplyser: ”Jeg går rundt i Budapest og prøver at forestille mig, hvordan byen var før”. Men er det mere givende, end at gå på nettet? Bogen er dog langt bedre end som så. Da først forfatteren trænger frem til sin egen skam og ned gennem vidnernes fortielser og fortrængninger, bliver den et påtrængende dokument om at finde sin identitet og vedkende sig den i et Europa, som ikke kun i dag, men også i går og i forgårs var multikulturelt. Måske er det ikke så dumt at stille sig selv det spørgsmål, hvordan vores fædre og forfædre – og Hitler! – var privat? Otto Pretzmann kultur@nordjyske.dk Johanna Adorján: En ganske særlig kærlighed Oversat fra tysk af Hanne Lund 216 s., 229 kr., Gyldendal