Finale med topgevinster

Hattrick og titel til Anders Pedersen

Kometen indenfor travsporten i Aalborg, 21-årige Anders Pedersen, viste sine evner fra den bedste side da han afsluttede året med tre flotte sejre og dermed også kunne notere sig som vinder af jockeychampionatet med ni sejre. Derudover kunne han på forhånd smykke sig med titlen som amatørmester ligeledes med ni sejre - en stor triumf for den dygtige nordjyde. Sejrene blev vundet med Ideal Junior, Giant Wave og Gades Møbelcenter og alle kom hjem efter flot kørsel af den talentfulde kusk. Med Ideal Junior var det i den indledende V5 afdeling og helt efter forventning og det samme kan siges om den 12-årige Gades Møbelcenters sidste start, hvor den også var udråbt som favorit. Med Giant Wave J J var det ligeledes som en af topfavoritterne at Anders Pedersen stillede op så publikums forventninger forståede han at indfrie til fulde. Spændende bliver det at følge nordjyden i det kommende år, hvor hans mål er at blive fuldtidsprofessionel som træner. Afslutningen på årets sidste travdag var ellers præget af mange overraskelser og topgevinster. Indenfor V5 spillet var der ikke nogen af de mange tilskuere der havde fantasi og dygtighed til at finde den rette kombination og den afsluttende V5 afdeling, som også var aftenens supertriospil, blev heller ikke løst på banen. Det var Bo Westergård bag Fire Dix der aflivede de sidste V5 kuponer da parret efter et hårdt løb den sidste kilometer udvendigt for førende Django T/Johnny Jørgensen ind i opløbet formåede at holde de øvrige konkurrenter stangen og kunne gå til en ganske sikker sejr i 18 blank for de 2100 meter. Nærmest kom Frk Mosebo/Klaus R. Larsen og Frederico/Knud Mønster og det var der ikke nogen af triospillerne i Danmark der kunne finde ud af hvorfor puljen overføres til næste løbsdag på Charlottenlund travbane. Det var Fire Dix's tredje sejr i sine fire årsstarter, en hest som træner Bo Westergård efter løbet fortalte der havde været mange problemer med, men med sejren viste Fire Dix at være på rette vej på ny. Toptrænerne svigtede På forhånd var der lagt op til flere sejre for championatskandidaterne Knud Mønster og Birger Jørgensen, men som dagen skred frem måtte det spillende publikum for en gangs skyld se i øjnene at der ikke blev sejre til de ellers sejrsvante kuske. Knud Mønster havde flere gode tilbud, men måtte efter flere tætte opløbskampe se sig henvist til de sekundære placeringer. Nærmest en sejr kom han med Staro Sammet der efter en utrolig spændende fight med Giant Wave J J/Anders Pedersen måtte se sig måfotoslået. Nærmeste konkurrent til championatet, Birger Jørgensen, kom også skidt ud af årets finale, idet han efter dagen var slut måtte konstatere at der ingen sejre kom hjem til Århus denne dag. Det blev Knud Mønster der løb med titlen som championatesvinder med de 24 sejre han havde inden dagens løb, mens Birger Jørgensen på andenpladsen blev noteret med 23 sejre. Til gengæld kunne Birger Jørgensen glæde sig over at Gimini blev årets hest selv om den endte uplaceret, idet de øvrige konkurrenter til titlen heller ikke formåede at vinde på årets sidste løbsdag. Afslutningen på dagen var yderst succesfuld idet der var mange tilskuere, spændende opløb og en pæn totoomsætning med over 700.000 kr., så der er lagt op til en spændende 2005 sæson, hvor der forsøges med to lørdagsløb i de tre første vintermåneder.