Finalen kort

{ Brøndby - pokalmestre - vandt sin tredje pokaltitel i fem forsøg. Tidligere har klubben vundet i 2004 og 2005, mens det i 2001 og 2003 blev til nederlag til Fortuna Hjørring. Sejren i går sikrede Brøndby 25.000 kr. fra turneringens sponsor, fagforbundet 3f. { Julie Rydahl Bukh - landsholdsspiller fra Brøndby - blev i det 23. minut liggende bag Fortunas baglinje, og kort efter måtte hun skadet forlade banen til fordel for Signe W. Pedersen. { Cathrine Paaske Sørensen - Brøndby-profil og årets spiller i dansk kvindefodbold de seneste to år - fik to scoringsmuligheder i første halvleg. Først sendte hun bolden fladt forbi Fortuna-målet, og i det 36. minut stod hun pludselig helt fri, da en ellers storspillende Runa Vikestad kiksede en tilbagelægning til Heidi Johansen. Cathrine Paaskes afslutning gik dog højt over Fortuna-målet. { Mariann Gajhede Knudsen - defensiv midtbanespiller hos Fortuna - testede allerede i det 7. minut Brøndby-keeper Tine Cederkvist med en god afslutning, som gik lige over Brøndby-målet. I det 39. minut afsluttede Mariann Gajhede en række gode træk på kanten af Brøndbys straffesparksfelt med at sende bolden millimeter forbi den ene opstander. { Runa Vikestad - norsk forsvarsklippe hos Fortuna - havde flere øjne rettet mod sig i pokalfinalen. Hendes far havde taget den lange tur fra Tromsø i Nordnorge til København for at følge sin datter. Også den norske U23-landstræner Jarl Torske var på plads i Parken for at følge den stærke midtstopper. De kunne blandt andet se Runa Vikestad heade en stor chance over mål kort før pausen. { Eli Landsem - tidligere Fortuna-træner og nuværende cheftræner i norske Asker - var i Parken for at følge sin gamle klub. Hun havde selskab af den danske landsholdsanfører Katrine S. Pedersen, som til daglig spiller i Asker. { Portia Modise - sydafrikansk landsholdsanfører - er tilbage i Danmark efter nogle forviklinger omkring hendes engagement i Fortuna. Den tætbyggede angriber med 78 landskampe for Sydafrika var med i Parken, og Fortuna håber at få hendes spilletilladelse på plads, så hun kan debutere på søndag, når vendelboerne møder Varde. { Emily Janns - 28-årig amerikansk midtbanespiller hos Fortuna - var små 10 minutter før pausen tæt på at bringe vendelboerne i front, men hendes forsøg fra 22 meter tog det øverste af overliggeren. Emily Janns var derefter blandt Fortuna-synderne i den afsluttende straffesparkskonkurrence. { Marie Herping - kantspiller hos Fortuna - blev i det 85. minut spillet fri til afslutning af Chichi Igbo. Hun forsøgte at spille bolden fladt forbi Tine Cederkvist, men Brøndby-målmanden fik kontrol over bolden, mens Johanna Rasmussen lurede på riposten. Marie Herping var den eneste af Fortunas fem straffesparksskytter, som kunne score på forsøget. { Tanja Mejer Christensen - Fortuna-angriber - måtte lige som de to andre Fortuna-reserver, Maja Juliussen og Mette V. Jensen, tilbringe hele pokalfinalen på bænken.