Finanskrise udskyder trafikplan

KØBENHAVN:Finanskrisen optager regeringens arbejdstid i så høj en grad, at en forestående investeringsplan i trafik udskydes. Ifølge Ritzaus oplysninger skulle trafikplanen, der rækker frem mod 2020, have været offentliggjort i uge 43, men oprydningsarbejdet efter finanskrisen betyder, at regeringen udsætter udspillet i mindst en måned. Et udvalg på syv ministre under ledelse af finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal udarbejde oplægget. De første meldinger fra regeringen gik på, at der vil komme en plan for fremtidens veje og jernbaner i begyndelsen af oktober. Men på grund af finanskrisen har udvalget ikke haft mulighed for at holde de nødvendige møder, og særligt Lars Løkke Rasmussen har været optaget af den finansielle situation. Regeringen skriver i det skriftlige oplæg til trafikplanen, at den går efter en politisk aftale i forbindelse med finansloven for 2009. Den plan er nu under hårdt tidspres. /ritzau/