Finansminister Jensen ser perspektiver i presset Merkel

Merkel forlod med SPD-samarbejdet stram EU-finanspolitik, og det gik ikke godt, konstaterer Kristian Jensen.

Ritzau
Hollands finansminister, Wopke Hoekstra (midten), og Danmarks finansminister, Kristian Jensen (th), mødes mandag i København for at styrke de to landes EU-alliance for et slankere EU-budget og for en fælles holdning til brexit. Foto: Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Europæiske union 29. oktober 2018 14:09 - Opdateret 29. oktober 2018 14:41

Den danske regering står med begrænset opbakning til kravet om, at den kommende budgetramme for EU skal begrænses til én procent af bruttonationalindkomsten (bni).

Men en svækket forbundskansler Angela Merkel, som netop har meddelt, at hun forlader formandsposten i sit kristenkonservative tyske CDU, kan åbne perspektiver, håber finansminister Kristian Jensen (V).

- Hvis hun på grund af valgresultatet i Hessen og andre steder bliver nødt til at gå tilbage til en mere traditionel tysk politik, så vil hun jo nærme sig der, hvor Danmark står i øjeblikket. Det er ganske positivt, siger han.

Kristian Jensen mødes mandag med Hollands finansminister, Wopke Hoekstra.

De to lande har længe smedet på en alliance, der kræver et slankere EU-budget for perioden 2021-2027, end det EU-Kommissionen og de øvrige medlemslande ønsker.

- Det vil være positivt, hvis Tyskland kommer tilbage i kredsen af lande, der går ind for en ansvarlig finanspolitik i EU. I øjeblikket er det jo Finland, Sverige, Danmark og Holland, som udgør kernen, siger Jensen.

Finansministeren peger på, at Tyskland i det seneste regeringsgrundlag for første gang gik væk fra kravet om en stram finanspolitik i EU. Og han konstaterer, at "det ikke er gået godt for regeringskonstellationen siden".

Den danske regering går til forhandlingerne med en intention om at skære i udgifterne til samhørighedspolitikken. Det er penge, der går til at udligne forskelle mellem EU's 28 lande.

- Ved desuden at reducere i EU's administration kan man komme længere ned, så man har penge til at lave de nye initiativer, samtidig med at man holder sig inden for en procent, siger den danske finansminister.

De lande, som ønsker et større EU-budget, kan "blot prioritere de ting i deres nationale budgetter", mener Kristian Jensen.

Blandt de forslag, som Danmark støtter, er ideen om at styrke EU's ydre grænser.

Holland og Danmark er også i samme båd, når det gælder konsekvenser af Storbritanniens farvel til EU. Det skal Hoekstra og Jensen derfor drøfte.

Ifølge finansministeren er Irland, Holland og Danmark de tre EU-lande, som - bortset fra Storbritannien - bliver værst ramt af brexit.

- Vi har en interesse i at finde fælles fodslag her og få landet en god aftale, siger Jensen, som understreger, at EU-landene står sammen i forhandlingerne.

Hoekstra har tidligere til RTL Z sagt, at den lille gruppe lande, som bliver "værst ramt af brexit, ikke også skal være dem, der betaler regningen".

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...