Finansminister støtter stramning af lån

Det er godt, at en familie højst kan låne fire gange årsindtægten, mener finansminister Kristian Jensen (V).

Politik 4. september 2018 13:33

Det er godt, at Danmark har strammet bankernes udlån, så en familie højst kan låne fire gange sin årsindtægt. Det sker for at forebygge en ny finanskrise.

Det siger finansminister Kristian Jensen (V).

- Man sikrer, at de, der låner, også har råd til at betale tilbage. Så man kan tåle tilbagegang og stadig betale sine afdrag, siger Kristian Jensen.

Ti år efter finanskrisen advarede Finanstilsynets direktør Jesper Berg mandag ved en konference hos Finans Danmark, om, at nogle banker kan gentage fortidens synder.

Jesper Bergs understregede ved konferencen:

- Vi skal undgå en gentagelse af finanskrisen.

- Der er nogle af jer, der har lagt jer i samme spor som sidst.

- Overdreven udlånsvækst og udlån uden for nærområdet er risikofaktorer.

Spørgsmål: Er der brug for flere stramninger, Kristian Jensen? Er vi blevet for løsslupne?

- Vi følger nøje med udviklingen i kreditgivningen fra den finansielle sektor. Og vi følger nøje med i, hvor solide de er. Hvor godt rustet er de til et tilbageslag?, siger Kristian Jensen.

- Derfor overvejer vi hele tiden, om der er brug for mere. Også om der skal opbygges større buffere (stødpuder) til at tage imod tab.

Finansministeren understreger, at der ikke ligger initiativer til at stramme kreditgivningen. Danmark handler sammen med andre EU-lande ligesom i 2008, da investeringsbanken Lehmann Brothers gik konkurs, påpeger han.

- Der har været et klart skifte fra korte F1-lån til længere rentebindinger. Der er et klart skifte fra afdragsfri lån til lån med afdrag. I dag har vi en langt mere sund lånestruktur og finansiering end i 2007, siger Kristian Jensen.

- Samtidig arbejder vi på EU-plan med, at vi får fortsat risikoreduktionen, så alle landes finansielle sektorer får reduceret deres risiko. Så vi ikke er sårbare for nedgang, som kommer udefra.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...