Finansministeren ser reformer bag stærk økonomi

Reformer har styrket dansk økonomi, mener finansminister Kristian Jensen (V), da finansloven førstebehandles.

Politik 6. september 2018 18:45

- Debatten er næsten lige så rolig, som salen er lige nu. Jeg husker ikke en finanslovdebat, som har været så rolig og fredelig som i dag.

Det siger finansminister Kristian Jensen (V), da Folketinget førstebehandler finansloven torsdag.

Finansministeren minder om, at dansk økonomi for 40 år siden var tæt på Grækenland, som er i krise. Fremgangen i Danmark skyldes især økonomiske reformer som højere efterløn.

Derfor arbejder mange ældre længere ifølge finansministeren.

- Det er en enorm succes. Uden det ville danske finanser være svækket. Der er kommet mere end 145.000 arbejdspladser siden 2015. Vi har den laveste ledighed i ni år.

- Antallet af offentligt forsørgede er faldet med 55.000 personer. Det er da positivt, siger Kristian Jensen.

Derfor konsoliderer regeringen økonomien. Det er en anden situation end i 2015, da det offentliges strukturelle underskud lå på 0,5 procent af bnp. Det er lige på grænsen af, hvad budgetloven tillader, påpeger finansministeren.

I 2019 ligger det strukturelle underskud kun på 0,1 procent af bnp. Genopretningen er blandt andet sket med omprioriteringsbidraget ifølge finansministeren.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, beskylder finansministeren for "selvros".

- I politik er den eneste ros, man kan få, selvros. Vi glæder os i fællesskab over, at danskerne gør det så godt. Vi kan gøre gode tider bedre, siger Nicolai Wammen.

Han henviser til Socialdemokratiets finanslovsudspil "Gør gode tider bedre - for alle". Han undrer sig over, at der bliver 10.000 færre offentligt ansatte.

Kristian Jensen mener, at S-udspillets eneste tal er sidetallet nederst.

- Det største skulderklap er, når ens politiske modstandere roser én. "Gør gode tider bedre" viser, at vi har skabt gode tider. Jeg er glad for, at det bekræftes af Socialdemokratiet, siger Kristian Jensen

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...